En af mine venners venner er journalist. Hun har lige fået andet arbejde og fortæller, at en vigtig del af ansættelsesproceduren var lønforhandlingen. Her skulle hun selv ind og forhandle sin egen løn. På sit gamle arbejde dækkede hun i øvrigt erhvervsstoffet og fortæller, at mange steder på det private arbejdsmarked er man ved at gå væk fra at skulle forhandle sin løn decentralt.

En anden af mine venners venner er montør. Han fortæller, at chefen gerne ser, at de kommer ind enkeltvis og selv forhandler små lønstigninger. Han ryster noget på hovedet af fremgangsmåden.

En tredje af mine venners venner arbejder i træindustrien. Han fortæller, at de har tillæg for alverdens ting. Der bliver spekuleret i tillæggene, nogle udløses kun under bestemte forudsætninger, for eksempel hvis de i en periode hverken er syge eller kommer for sent. I øvrigt fortæller han, at de en gang imellem strejker, hvis lønforhandlingerne går trægt.

Den sidste af mine venners venner siger ikke så meget. Først skal han lytte til vittighederne om sin arbejdstid og derefter lytte til, hvordan han burde gøre sit arbejde. Her på det seneste har han dog fået et glimt i øjet. Han ved godt, at der forhandles lønreformer, men han ved også, at den decentrale løn ikke er nogen form for ham. Glimtet i øjet skyldes for en gangs skyld hans fagforening, der aktivt arbejder for, at den decentrale løn skal væk. Gid han må glimte efter sommerferien.

Henrik Nielsen

Durup