Til trekantssamtale på Byskolen i Helsingør.

Så oplevede jeg det alligevel én gang til! Første gang var ved en trekantssamtale - lærer, elev, forælder - sidste år, da min yngste søn gik i tredje. Denne gang var det med min ældste, der går i niende. Budskabet fra læreren fik min søn til, med kinder farvet røde af skam, at køre uroligt rundt på stolen.

Han blev vurderet, vejet på matematiklærerens guldvægt, fundet for let, slog ikke til, levede ikke op til lærernes forventning om den kvikke, aktive, medlevende, tjenstvillige, veltilpassede, selvstændige og/eller efter behov samarbejdsdygtige elev - der står meget tilbage at ønske.

Rent fagligt er han vist på middelniveau, men det er egentlig ikke det, der var problemet. Han er passiv, byder sig ikke til, når læreren ved gennemgang af nyt eller vanskeligt stof spiller pingpong eller, som det blev udtrykt, 'fører dialog' med klassens 28 elever. Og så var der også det, at han blev karakteriseret som værende uselvstændig, for det er man, hvis man samarbejder eller drøfter en opgave med sin sidemand under en seance, hvor læreren har sat dagsordenen til at være: At arbejde alene med stoffet.

Det var altså en vurdering, en bedømmelse, som meget let kunne opfattes som en fordømmelse af drengen, der fandt sted.

Hvad er formålet med disse trekantssamtaler? Jeg er meget i bekneb for et svar.

Skal det her oplevede omsættes til pædagogisk princip, må det være noget i retning af, at med ondt skal ondt fordrives.

Min forventning til trekantssamtalen har, lige siden denne form for kontakt mellem skole og hjem startede, været, at formålet var at skabe et samarbejde parterne imellem med et tostrenget indhold.

For det første en evaluering af elevens faglige standpunkt, således at det blev klarlagt, hvad årets pensum var, hvor langt eleven var nået inden for den aktuelle delperiode, og om der var særlige områder, hvor eleven havde problemer med indlæring, forståelse eller bearbejdning af stoffet. Herefter måtte opgaven være at lægge en plan for løsning af det erkendte problem, altså hvor skulle der sættes ind, af hvem og hvordan samt tidspunkt for evaluering af denne indsats.

For det andet forventede jeg, at man berørte den sociale side af livet i skoleklassen. For det er vel en forudsætning for overhovedet at være modtagelig for skolens faglige side, at man har det godt med sine klassekammerater.

Desværre må det konstateres, at der findes lærere, der har et meget begrænset kendskab til deres skoleklasses sociale liv, også når det går rigtig hårdt til. De er tilfredse, blot de kan skabe ro i timen, så de nærmest mekanisk kan aflevere en portion fagkundskab.

Næste gang, der er tilbud om en lærer, elev, forældersamtale, er det meget sandsynligt, at jeg takker nej.

Pia Jakobsen

Helsingør