Den tungnemme lærer

Det er ikke morsomt at blive taber. Jeg taler af erfaring, skriver 15-årige Liv Andersen

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Klasselæreren står i et dilemma mellem det sociale og det faglige.

Jeg vil vove den påstand, at danske lærere i dag ikke ved meget om det sociale spil, der foregår lige for næsen af dem i klassen.

I en klasse gik en dreng. Han var meget kraftig, og han havde ikke et nært forhold til bruseren. Hans manglende faglige kunnen fremkaldte dybe panderynker hos lærerne. Til gengæld kunne drengen forvandle et stykke blankt papir til det utroligste med en blyant, skønt han smed tegnearbejdet væk, når nogen roste ham for det. Han havde aldrig haft kammerater, de andre drenges yndlingsbeskæftigelse var at sprede hans gymnastiktøj over hele skolen. Drengen levede i to verdener; hans egen og den udenfor.

Klasselæreren fandt ud af, at noget var fuldstændig galt, og reagerede med ekstraordinære møder. Men eleverne fortsatte med at fryse ham ud, mobbe ham og gøre ham til grin.

I en klasse gik en pige. Hun fik altid ros af lærerne for sin aktive indsats og store faglige kunnen. Hun var af den type, som ikke kunne lade være med at delagtiggøre andre i sine holdninger og kundskaber. Ikke fordi pigen ville vise sig, men simpelthen fordi hun ikke kunne lade være. Hendes klassekammerater forstod hende ikke. De blev forlegne og aggressive og begyndte at kommentere, hvad hun sagde. De begyndte at udtale sig negativt om hendes tøj, hår, hendes smag og sågar hendes madpakke.

Hun var ikke glad for at komme i skole mere og kom grædende hjem et par gange. Hendes 'veninder' trak sig lige så stille tilbage. Hun lærte at bide fra sig, men gemte de sårende ord indeni.

I begge tilfælde kunne en hurtig indsats have hjulpet.

Mobning og magt

En god klasselærer betyder mere for klassens miljø end alle de andre lærere tilsammen. Det er ham, der er ansvarlig for, at det psykiske miljø er så godt som overhovedet muligt. Men mange klasselærere retter mere opmærksomhed mod det faglige end mod elevernes forhold til hinanden. Konsekvensen kan blive, at drilleri går over i mobning.

- Og hvad så?

Man kan definere det psykiske miljø på mange måder, men min definition er, at det drejer sig om, hvordan klassens elever behandler hinanden indbyrdes. Hvordan er tonen, hvordan er det tilladt at opføre sig, og hvornår går harmløse drillerier over i mobning? Hvem bliver accepteret, hvem bliver tolereret? Det er klasselærerens tunge ansvar, at alle i det mindste bliver tolereret. Lige fra klassens elever sættes sammen som seks-syv-årige, finder eller påtvinges den enkelte en position, der bliver styrket og udvidet. På de højere klassetrin er disse positioner umulige at bryde ud af. Man udvikler sig utrolig meget i den tid, man går i skole. Derfor er det for langt de fleste noget negativt at få denne udvikling frosset fast. Men der er også nogle, som nyder godt af at være øverst på rangstigen. En rangstige, der er bygget på noget så kompliceret som magt.

Magt er indsats og gevinst på samme tid, men har mange forskellige udtryk. Der er for eksempel den faglige magt, altså elever, som får magt, fordi de er dygtige i timerne. Den sociale magt kan udøves af nogle, der er gode til at få folk til at grine (ofte på andres bekostning) og overlever ad den vej. Den type er oftest i stand til at rive en hel klasse med sig i et sus af stemning. Selvfølgelig er der også nogle, der er socialt accepterede og måske endda forbillede for andre. Men det er de få.

Smerten holder sig

Hvad der er gældende i én klasse har sjældent samme udtryk i en anden. Det er vel også derfor, hele dette emne er så kompliceret. Der er ingen forudgående standardeksempler, man kan lave procedurer efter! Men den tungnemme lærer må holde op med at sove i timen. Jeg taler af erfaring, når jeg siger: Det er bare ikke morsomt at blive taber i det spil. Det ville være naivt at tro, man nogensinde kommer dette hierarki til livs. Men man skal begynde 'bekæmpningen' tidligt, for børn lærer hurtigt, hvilken magt mobningen giver. Man skal prøve at forklare dem, hvor unødvendigt det er at (mis)bruge hinanden på en sådan måde. Man skal begynde i de små klasser med en løbende information, som bør følge eleverne hele vejen op.

Det er meget vigtigt, at klasselæreren ved, at det er hans ansvar - og dermed ham, der tager affære. Ofte går eleven længe med en smerte, der hober sig op. Men smerten er elevens egen og svær at tage hul på. Men det er også vigtigt, at eleven kommer i kontakt med den rigtige lærer. Hvis tilliden er størst, og kemien passer bedst, hos engelsklæreren, så er det måske her, eleven kan tale ud om sin situation.

Det handler om at leve sig ind i sin klasse. At opdage, når elever sender faresignaler ud. Hvis eleverne i diskussioner, hvor bølgerne går højt, begynder at gå personligt til angreb på hinanden, så er der ofte noget galt.

Ligesom det kan være tegn på vanskeligheder, hvis elevens humør pludselig bliver nedadgående, eller eleven lukker sig inde. Måske kan man se reaktionen i en dansk stil eller i andre skoleopgaver. Det er svært at præcisere, men det handler om at læse mellem linierne.

Tag hånd om den enkelte

Når læreren tager affære, må han tale med eleven på tomandshånd. Få eleven til at forstå, at hun ikke bare er et problem, der skal fjernes, men et menneske, der bliver taget hånd om. Han må tage emnet op i klassen i generel form. Få en diskussion op at stå, finde ud af, hvad eleverne mener om det. Tag nogle artikler med, der viser, hvor slemt det kan blive.

I den konkrete sag bør læreren måske tage den mobbede og de(n) mobbende ud og få dem til at tale tingene igennem. Uden at resten af klassen sidder og lytter på.

Helt konkret vil jeg vende tilbage til de tidligere eksempler. Jeg ville få drengen til psykolog, så hans selvværd kunne flytte sig betragteligt fra minusgraderne. Han skulle flyttes til en skole, hvor hviske-tiske-sladderen aldrig ville nå hen. Pigen skulle gribes an på en anden facon. Jeg ville tage emnet op til debat i klassen. Forklare, hvilke alvorlige konsekvenser det kan få, når der mobbes. Det vil nok få mange til at vende skiven en ekstra gang.

Man kan ikke forlange, at lærerne skal vide lige så meget som en insider. Men øget agtpågivenhed kunne absolut være gavnligt - for alle parter.