Debat

Kampen mod kundskaber

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Forfattere af debatbøger har vel altid den drøm, at deres bøger vil provokere til debat. Men drømmen bliver nemt noget af et mareridt, hvis debatten med det samme viser sig at være baseret på fejllæsninger eller misforståelser.

Min bog 'Kampen mod kundskaber . . .' (Gyldendal 1996) er fortrinsvis tænkt som et 'ledende spørgsmål' til landets folkeskolelærere. 'Hvorfor er man blevet så bange for at sige, at børn skal lære noget bestemt?' At det er et spørgsmål, der ikke er grebet ud af den tomme luft, mener jeg fremgår af bogens dokumentation. I de politiske, faglige og ideologiske tekster, der i de forløbne 30-40 år har været styrende for hovedretningen i skolens udvikling, er værdien af basale færdigheder og respekten for almene kundskaber nogenlunde systematisk blevet nedprioriteret som et centralt defineret mål. Når folkeskolen netop i disse år må døje med at blive beskyldt for at være ramt af en kvalitetskrise, er det vel relevant at rejse det spørgsmål, om den kan have en sammenhæng med det beskrevne historiske forløb. Og det er i hvert fald interessant nu at kunne lytte til, om skolens lærere ønsker, at retningen i dette forløb skal fortsætte, eller man ønsker at korrigere den.

Selv vil jeg gerne benytte denne lejlighed til at korrigere fire synspunkter, jeg fejlagtigt er tillagt i Eva Knakkergaards i øvrigt velvillige indlæg om min bog i sidste nummer af Folkeskolen, nummer 49:

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

1) Jeg har bestemt ikke insinueret, at reformpædagogernes danske pionerer var i ledtog med 'kommunister' i et planlagt ødelæggelsesværk, men tværtimod fremhævet, at dén støtte, reformpædagogerne i 1930'erne fik fra kredsen af kulturradikale - til dels kommunistiske - debattører, helt ufortjent blev regnet som en politisk belastning blandt andet af Danmarks Lærerforening.

2) Mogens Jansen bliver ikke i min bog 'fremstillet som den rene uskyldighed' allerede af den grund, at hans (så vidt jeg ved: fornemme) indsats i dansk pædagogik overhovedet ikke bliver fremstillet. Han fremhæves alene, fordi han gjorde op med 'drabet på dansktimerne', og fordi han tidligst og tydeligst - allerede fra midten af 1980'erne - gjorde os danske chefredaktører opmærksomme på, at det var begyndt at gå galt med læsefærdigheden i den danske folkeskole.

3) Jeg har naturligvis ikke kunnet drømme om at 'mistænkeliggøre' Danmarks Lærerhøjskole, fordi institutionen var vært for et af Ritt Bjerregaards (forrygende) foredrag i hendes tid som undervisningsminister i 1970'erne. Det bliver blot punktligt anført, hvor foredraget blev holdt.

4) Og jeg har endelig ikke indladt mig på at 'fremstille' Danmarks Pædagogiske Institut som 'ikke ansvarlig' for, hvad Eva Knakkergaard selv kalder 'den langsomme og metodiske forringelse af folkeskolen'. Det er da muligt, at Danmarks Pædagogiske Institut - som det antydes - har forsømt at protestere mod den, men i 'Kampen mod kundskaber . . .' er det spørgsmål overhovedet ikke rejst og dermed naturligvis heller ikke søgt besvaret.

Henning Fonsmark

Frederiksberg