Beder om nyt lønsystem

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Statens ansatte beder selv finansministeren om at få lov til at være med til forsøg med nye lønformer efter den kommende overenskomst.

Sådan lyder en af meldingerne fra Statsansattes Kartels kongres i sidste uge, hvor kravene til de kommende overenskomstforhandlinger blev vedtaget. Statsansattes Kartel dækker omkring 135.000 ansatte i staten. Den anden store gruppe inden for staten er Akademikernes Centralorganisation.

Et lønsystem, som er skræddersyet til østtyske sygekassefunktionærer før murens fald. Et system, hvor det tager 20 år, før den ansatte gør sig fortjent til den højeste løn, kalder Ove Hygum det statslige lønsystem. Ove Hygum er formand for Statsansattes Kartel og chefforhandler for samtlige statsansatte.

Det er HK, Metal, Teknisk Landsforbund og Specialarbejderforbundet, som har meldt sig under fanerne for at prøve de nye lønformer af. For SiD er der tale om en reel kovending. Forbundet har tidligere ført en indædt kamp for at få afskaffet enhver form for lokalløn, som den decentrale løn hedder i staten.

Ove Hygum gjorde det dog klart, at hvis der lokalt skal aflønnes med resultatløn, skal der laves særlige aftaler.