Nøgleord: Åbenhed og dialog

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Vi kan lave kampagner om kvalitet, og det nytter alt sammen ikke, hvis ikke lærerne er med.

- Ordet kvalitet er efterhånden så nedslidt, så det giver negative associationer.

Første udtalelse er Niels Bertelsens, anden udtalelse er Ivan Sørensens.

De er henholdsvis afdelingsleder i Kommunernes Landsforening (KL) og direktør i Undervisningsministeriets Folkeskoleafdeling, og ordene faldt, da de i sidste uge var på besøg i DLF's hovedstyrelse for at tale om kvalitetsprojekter.

- DLF's hovedstyrelse spiller en ikke ringe rolle i vores overvejelser, når vi diskuterer kvalitet i KL, for lærernes rolle er uhyre vigtig, sagde Niels Bertelsen, som mente, at alene den kraftigt voksende mængde opgaver, som bliver læsset over på lærerne, gør, at man må diskutere kvalitet og prioritering.

- Der er for mange opgaver, derfor er det nødvendigt med en lokal dialog mellem forældre, lærere og politikere, og den legale konflikt, der eksisterer mellem skolens forskellige interesseparter, må ikke forhindre, at vi arbejder sammen om opgaverne, sagde Niels Bertelsen.

Når Kommunernes Landsforening satser så kraftigt på et kvalitetsprojekt, skyldes det blandt andet, at kommunalpolitikernes rolle visse steder ikke er alt for flatterende.

- Der, hvor de har lavet en blind decentralisering, er der opstået et tomrum, som kun kan fyldes ud, hvis parterne giver sig til at diskutere med hinanden. Vi vil så gerne være med til at sikre, at debatten kommer til at handle om skolens indhold i stedet for kun om nøgletal, sagde han.

Ivan Sørensen understregede, at nøgleordet for ministeriets projekt er åbenhed.

- Den debat, der foregår om skolen, er alt for ofte urimelig. Lærere laver gennemgående et godt stykke arbejde, men alligevel ser det af og til ud som om skolen har et forklarelsesproblem i medierne. Derfor laver vi nogle redskaber, som vi vil tilbyde skolerne. Hvis projektet lykkes, vil det kunne stimulere den pædagogiske samtale - både i skolen og om skolen, sagde han.

Selvangiv selv

Efterhånden er skattereglerne blevet så forenklede, at læreres skatteforhold ser ud nøjagtig som alle andre lønmodtageres. Foreningen skal derfor ikke mere lave den årlige vejledning til selvangivelsen, som plejer at blive trykt på de blå foreningssider i Folkeskolen, besluttede hovedstyrelsen.