Forskere svarer

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Har I hermed bevist, at astma og høfeber skyldes pladsmangel?

- Nej, det er ikke bevist. Vi har vist en sammenhæng på et givent tidspunkt, men vi har ikke bevist, at pladsmangel medfører astma eller høfeber.

Er det en dårlig ide med ventilationsanlæg på skoler?

- Ikke generelt. Men skoler med recirkulation og varmluftopvarmning har større indeklimaproblemer. Ventilationsanlæg skal vedligeholdes, for eksempel bør man skifte filtre hvert halve år.

Viser undersøgelsen, at der skal bygges større undervisningslokaler for at undgå indeklimaproblemer?

- Nej, det viser undersøgelsen ikke nødvendigvis. Mange københavnske skoler har relativt små lokaler på 42 til 45 kvadratmeter, mens lokalerne i nyere byggeri ofte er 56 til 62 kvadratmeter. Men hvis man putter op til 28 elever ind i de små lokaler og ikke lufter ud, så får man problemer.

Er det en dårlig ide at bygge skoler med flade tage?

- Ikke hvis man vedligeholder det, og det er bygget med korrekt hældning og med gode tætninger omkring ovenlys og udluftningshætter. Men flade tage er ikke beregnet til ophold og leg. Et problem med flade tage er, at de ofte er bygget i 60'erne, hvor der fandt en del byggesjusk sted.

Er det rigtigt, at der ikke er en sammenhæng mellem udbredelsen af skimmelsvamp og niveauet af indeklimarelaterede symptomer?

- En sådan sammenhæng har vi endnu ikke kunnet vise. I første fase af undersøgelsen var formålet udelukkende at konstatere, om der var synlige fugtpletter og eventuel synlig skimmel i de undersøgte lokaler. Først i anden fase undersøger vi, om der er fugt og skimmel inde i konstruktionerne. Vi undersøger, om der er en sammenhæng mellem fugt, skimmel og indeklimagener.

Er skoleundersøgelsen generel for hele landet?

- Nej ikke direkte. Bygningerne i København er ældre end skolebygninger i omegnskommunerne. Desuden er de ofte i flere planer og med hældningstag. Skolerne er bygget mellem 1845 og 1980. Elleve skoler er bygget efter 1965. Ni skoler har kun flade tage, mens otte skoler har både flade tage og hældningstage.