Debat

En fejlvurdering

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Som i en slags bondeanger over at være kommet for skade at afsløre Danmarks flotte bundrekord med hensyn til læsefærdighed melder lederen af den nordiske undersøgelse, den svenske professor Ingvar Lundberg, sig i Folkeskolens spalter, nummer 45, med beroligende ord til lærerne. Tag det roligt. I er gode nok. Efterfølgende sendes bolden lige lukt over i forældrenes lejr, hvor den lander behageligt tungt uden risiko for returnering.

Det er forældrene, der udmarver børnene foran den evigt drønende tv-skærms action og splatter for derved at slippe for den tidrøvende, lødigt udviklende samtale. Det er forældrene, der opgivende giver afkald på at optræde som forbilleder for deres børn. Det er forældrene, der ikke gider oparbejde et kulturelt læsemiljø i hjemmet. Og så fremdeles. Og derved går han i en behagelig lang bue uden om den egentlige årsag til katastrofen, nemlig den folkeskolelov, der som kronen på en tyveårig udvikling har lagt gift for enhver fremtidig seriøs, fagligt udviklende undervisning.

Det er folkeskoleloven, der effektivt kvæler den fagdelte undervisning til fordel for et omsiggribende projektmageris tynde kop te. Det er loven, der med udelthedens repressive lænker taber de svage og stækker vingerne på de stærke. Det er loven, der lyver om den differentierede undervisnings muligheder i den skole, der netop er indrettet på at modvirke differentieringens virkninger. Det er den danske folkeskolelov, der forhindrer lærerne i at bibringe eleverne de livsnødvendige elementære faglige færdigheder og sammenhænge. Og det er loven, hr. professor, der stadig tillader, at en samordnet undervisning i de yngste klasser får lov til at hindre børnene i at lære at læse, regne og skrive, når de er allermest motiverede herfor.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Vagn Madsen

viceskoleinspektør, Brønderslev