Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Der har i den sidste tid været mange indlæg i dagpressen fra kolleger, der slår syv kors for sig ved tanken om, at ikke-læreruddannede skulle have adgang til at undervise i folkeskolen. Spørgsmålet er, om det er et rigtigt signal at sende offentligheden lige nu. Jeg har en mistanke om, at det gavner os lige så lidt som de fire mand, molboerne sendte ind i kornet for at jage storken ud, gavnede bonden.
For det første bekræfter lærernes reaktioner den udbredte, giftige fordom, at lærerne tror, de ejer skolen; at de mener, at skolen er til for lærernes skyld og ikke omvendt; at lærerne i virkeligheden ikke er børnenes fortalere.
For det andet kommer lærerne let til at fremstå som mopsede, afvisende og bedrevidende: Vi alene vide, hvordan man bibringer børn kundskaber, indsigt og færdigheder. Vil man arbejde sammen med os i skolen, må man tænke som os, gøre som os, være som os.
For det tredje er lærernes stærke understregning af læreruddannelsens kolossale betydning utroværdig. Seminariernes undervisning er netop blevet kritiseret sønder og sammen for ikke at kvalificere de studerende til lærerarbejdet - for så vidt som de overhovedet følger undervisningen, vel at mærke.
Vi risikerer, at den i forvejen voldsomt kritiske offentlighed tager lærernes bastante afvisning af at lade andre komme til som udtryk for, at vi er bange. Bange for konkurrence. Bange for at blive kigget i kortene. Bange for, at andre er bedre til vores arbejde, end vi selv er.
Så hvorfor ikke være demonstrativt imødekommende over for idéen om at lade andre komme til fadet? Hvis så mange nu synes at mene, at lærerarbejdet er så ligetil, så lad dem dog endelig prøve det! Hvis vi tror på det, vi selv siger om lærerarbejdet, har vi intet at frygte. Vi bliver i hvert fald ikke rendt over ende af håndværkere og journalister, der vil score kassen. Og langt de fleste af de (givetvis få) kunstnere og bachelors, der vover pelsen, vil luske af med halen mellem benene, når det går op for dem, hvad folkeskolens dagligdag kræver af dem.
De kan så stå som et troværdigt udtryk for, hvor krævende lærerarbejdet egentlig er. De få ikke-læreruddannede, der virkelig står distancen i folkeskolen, vil være en gevinst for os alle. Og lærerstanden kan have genvundet noget af sin tabte værdighed.
Niels Christian Sauer
Karlebo
