fristes man næsten til at sige, når man læser Else Baggesens telefonkommentar i Folkeskolen nummer 44.

Først indbyder hun forældre til 'bare at ringe, hvis der er noget', hvorefter hun - og vel med rette - er ved at gå ud af sit gode skind og stønner over, at de benytter sig af det gode tilbud.

Du har ret, Else Baggesen, 'man kunne aldrig finde på at ringe til sit postbud'; men han har jo heller aldrig tilbudt os, at vi bare skulle ringe, hvis vi for eksempel fandt for mange rudekuverter i vores post. Vi ringer heller ikke til lægen, hvis vi konstaterer fodvorter uden for hans telefontid, for han har nemlig fortalt os, at vi er velkomne til at ringe i telefontiden - og så sidder han i øvrigt klar med kuglepennen og noterer 'telefonkonsultation' og modtager herefter et honorar.

Nu skal jeg ikke gøre mig til helt i denne forbindelse: Jeg har nemlig også selv været på den en gang. Den værste - eller morsomste - historie, jeg kan diske op med, var fra min tid i særforsorgen: En mor ringede til min mand - jeg har sikkert været til forældremøde - for at bede om et godt råd: Der var opstået ild i tapetet ved kakkelovnen . . . Heldigvis bad min mand ikke denne mor ringe, når jeg kom hjem, men alarmerede selv brandvæsenet.

For at min stærkt plagede familie skulle få lov til at passe sine egne ting, meddelte jeg ved næste klasseskift, at 'mit telefonnummer så sådan ud, men jeg ønske ikke opringninger undtaget i meget specielle tilfælde. Til gengæld kunne man i meddelelsesbogen bede mig ringe, og det ville ske samme dag' - og helst fra skolens telefon. Faktisk kunne forældrene da sagtens forstå denne forklaring, og jeg 'levede lykkeligt . . .' og har i øvrigt altid haft et godt samarbejde med mine forældre.

Lis Nielsen

Ballerup