Undskyld eller tak

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Indenrigsminister Birte Weiss (Socialdemokratiet) langer kraftigt ud efter skoleleder Karsten Vinther og hans måde at håndtere sagen om den udviste Chitra Rajendram på.

- Skoleinspektøren fra Nørre Nissum Skole skylder sine elever og deres forældre en undskyldning for den måde, han har brugt eleverne på, siger indenrigsminister Birte Weiss til Berlingske Tidende søndag.

Men hverken skolelederen selv eller formand for skolebestyrelsen på Nørre Nissum Skole, Poul Jørgen Harpøth, mener, at der er tale om manipulation.

- Hvis Birte Weiss tror, at jeg har manipuleret med eleverne, så ved hun slet ikke, hvordan vi tænker herovre. Eleverne har selv handlet, som der står i loven - på grundlag af den neutrale information, jeg har givet dem. Og vi har kun rådgivet, siger skoleleder Karsten Vinther.

Og formanden for skolebestyrelsen siger:

- Der er ikke tale om manipulation. Karsten Vinther har bare støttet eleverne. Og vi har så stor tillid til eleverne på Nørre Nissum Skole, at vi mener, de selv kan sortere fra, siger Poul Jørgen Harpøth, og han fortsætter:

- Karsten Vinther skylder ingen undskyldning - tværtimod.

Folkeskolen har forgæves forsøgt at få en uddybende kommentar fra indenrigsminister Birte Weiss.

don