'Øh . . . jeg hedder Kathrine og ringer fra 5.a på Overby Skole. Jeg skulle spørge om, hvor mange børn, der sulter . . . (fnis) arj, hold nu op, Ole! (fnis) . . . Ved du ikke dét?! Øv . . . hej'.

Sådan forløber efterhånden mange telefonsamtaler her i Dansk Røde Kors. Meget morsomt, sådan umiddelbart. Men i længden også stressende og temmelig frustrerende. For hverken eleverne eller vi får noget som helst ud af det.

Selvfølgelig er vi glade for, at et stigende antal elever på landets skoler skal lave projekter om ulandene. Vi er jo meget interesserede i, at også næste generation vokser op med en bevidsthed om, at der er hårdt brug for hjælp i mange lande. Derfor fortæller vi gerne om Røde Kors' arbejde.

Men det er som om, en meget stor del af eleverne ikke er blevet klædt ordentligt på til rent faktisk at opnå et resultat af deres opsøgende informationsindsamling. Faktisk kan man nemt få den mistanke, at selve opringningen - altså den aktive handling - på alt for mange skoler overskygger det, det burde handle om - nemlig den viden, man vil opnå.

Måske lever nogle lærere i den illusion, at det er enormt sundt - i bedste hårdtslående reporterstil - bare at kaste ungerne ud i det: 'Nu har I én time. Se, hvad I kan nå at finde ud af!' Men dermed sætter de ofte os i organisationerne i en umulig situation. Hvis vi er afvisende - fordi vi rent faktisk ikke har tid lige nu - risikerer vi at give børnene et dårligt indtryk af hjælpeorganisationerne. Men hvis vi prøver at forklare tingene så nuanceret og komplekst, som verden nu engang ser ud, har vi meget dårlige odds, når fire elever hænger over den samme telefon og dybest set kun er interesserede i enstavelses-svar.

Det er ikke blevet bedre af, at undervisningen nu også tager audio-visuelle midler i brug. Forleden stod fire piger fra en skole pludselig i vores reception - bevæbnet til tænderne med et splinternyt videokamera. 'Hvem kan vi filme'? forlangte de at vide og så temmelig mopsede ud, da vi venligt måtte bede dem om at lave en aftale i forvejen og i øvrigt at oplyse os om, hvad de gerne ville vide?!

Derfor, kære lærere, vil vi bede jer om at følge nogle simple retningslinier, når I sætter jeres elever til at indsamle informationer ude i 'den virkelige verden':

1. Lær dem at respektere, at vi kan have travlt - forbered derfor projekterne i god tid og lav en aftale i forvejen om at besøge os eller lave 'interview' over telefonen.

2. Forklar eleverne, at de får mest ud af at snakke med os, hvis de har forberedt sig. For eksempel sender vi gerne skriftligt materiale eller en videofilm, som de kan kigge på, før vi taler sammen.

3. Prøv at indsnævre emnet. Det bliver nemt en skuffende oplevelse for børnene, hvis de sætter sig for at finde ud af så overordnede ting som 'Hvordan bor børn i Afrika?' eller 'Hvor mange er døde af sult nogensinde?' (Begge eksempler er autentiske!). Det allerbedste er, hvis I formulerer en række præcise spørgsmål om et konkret land eller et konkret emne og sender dem til os på forhånd.

Vi håber, at I vil tage disse råd til jer - til glæde for både os og jeres nysgerrige elever.

Rikke Detlefsen er ansat i Dansk Røde Kors' informationsafdeling.