Skolechefen i Randers Kommune, Ib Østergaard, giver i Folkeskolen nummer 42 svar på mit indlæg i Folkeskolen nummer 39 udtryk for, at modersmålsundervisningen ikke er nødvendig, da blandt andet lovgiverne menes at tvivle på dennes værdi. Da Ib Østergaard tilhører den gruppe, som lovgiverne i heldigste fald lytter til, opfordres skolechefen til at tage nedennævnte argumenter med i sine overvejelser.

Modersmålsundervisningen giver en så bred vifte af kulturelle, sociale og identitetsmæssige fordele, at den vil betyde en bedre sprogindlæring - derfor må den ikke fjernes! Nedenstående fagligt kompetente folk og organisationer har alle givet udtryk for de positive virkninger af modersmålsundervisning af tosprogede børn.

Jørgen Gimbel, lektor i dansk som fremmed- og andetsprog, Danmarks Lærerhøjskole, København, udtaler i Politiken 9. november 1990, at via modersmålsundervisning bliver børnene kommende sproglige og kulturelle brobyggere i et multietnisk samfund. Vi vil få en stor gruppe af mennesker, der vil beherske en lang række sprog på højt niveau. Konsekvensen af en sådan tankegang er, at man tager modersmålsundervisningen alvorligt. Man bør se internationaliseringen i øjnene og se på fordelene ved modersmålsundervisning.

Jakob Steensig, cand.mag, Institut for Lingvistik, Århus, udtaler i kommentar til den af Randers Kommune udarbejdede rapport 'Indsatsen over for flersprogede børn og unge i Randers: '. . . Der er ikke divergerende opfattelser blandt forskerne, når det drejer sig om vigtigheden af, at børnene får mulighed for at udvikle deres modersmål.'

Størstedelen af forældrene har - uden at forklejne disse - ikke pædagogiske forudsætninger for at undervise børnene i deres modersmål. Derfor bør dette ske i skolesammenhæng.

Danmarks Lærerforening nævner i flere sammenhænge, at undersøgelser viser, at børn bruger deres modersmål som udgangspunkt i tilegnelsen af andetsproget.

Kirsten Just Jeppesen, Socialforskningsinstituttet, har i undersøgelser af anden generations indvandrere påvist, at selvom pakistanerne har stor tilknytning til Pakistans kultur og religion, klarer denne gruppe sig faktisk bedre end andre minoritetsgrupper i det danske uddannelsessystem.

EU og CSCE anbefaler oven i købet de enkelte stater at 'sikre sproglige minoriteter ret til undervisning i eller på deres modersmål'.

De her nævnte fordele ved modersmålsundervisning burde Ib Østergaard i større omfang tænke på vigtigheden af. Når der - som Ib Østergaard nævner - er op til 60 procent af gruppen, der benytter sig af tilbuddet om undervisning i modersmålet, er dette et utroligt godt udgangspunkt, der skal videreudvikles og ikke afskaffes.

Uffe Thorsen

lærerstuderende, Randers