Undervisning på trods

Lærere i Tuzla står fast, selvom tiderne er hårde

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Hun ved godt, at hun ikke skal regne med at få løn for sit arbejde. I hvert fald har hun ikke fået det de seneste tre måneder. Alligevel står Murveta Stevic veloplagt ved tavlen og underviser 32 8.-klasse-elever i cellens opbygning og DNA-molekylernes mysterium.

Murveta Stevic er lærer i den bosniske by Tuzla og underviser i fagene kemi og biologi. Samtidig er hun formand for lærernes fagforening i Tuzla.

Hele krigen igennem gav Tuzlas lærere og ansatte i sundhedssektoren frivilligt afkald på deres løn: Militæret havde førsteprioritet.

Først i 1995 begyndte de at få løn en gang i mellem.

- 1992/93 var nogle meget svære år. Hvordan lærerne overlevede, er meget svært at forklare, og det gør ondt at blive husket på, siger Murveta Stevic.

- Der var tider, hvor vi ikke havde noget mad. Så græd jeg, når jeg kom i seng, for jeg vidste ikke, hvad jeg skulle give mine to børn på nu 16 og 19 år at spise næste dag. Vi havde ikke noget mel. Ikke noget sukker. Ikke noget olie. Jeg skulle lave mad uden at have noget at lave den af.

For at overleve solgte man sine ejendele, plantede små haver uden for husene og gik i skoven for at finde spiselige planter.

- Det var nemt nok, hvis der ikke var nogen granatangreb, husker Murveta Stevic.

Umenneskelige vilkår

I 1992/93 nåede der ikke nødhjælp frem til Tuzla. Kun flygtningene kunne få humanitær hjælp til overlevelse. Men midt i kampen for at få noget at spise fortsatte de lærere, der var tilbage i byen, med undervisningen. De fleste mandlige lærere var i hæren.

Undervisningen foregik ikke på skolerne. Dels var de blevet inddraget til brug for soldaterne, dels var det for farligt at kræve, børnene skulle bevæge sig ret langt ad byens gader. Derfor foregik undervisningen i kældre og beskyttelsesrum, hvor der langtfra kunne være en hel skole ad gangen. Med væmmelse fortæller Murveta Stevic, hvordan rotter, støv og fugt var en fast del af dagligdagen.

Mens børnene blev, hvor de var, gik lærerne imellem de forskellige samlingssteder. Murveta Stevic havde for eksempel fem forskellige rum, som hun gik imellem. På den måde gik mange af lærerne 15 kilometer om dagen til fods.

- Vi var sultne og bange. Men det vigtigste for os var, at når vi kom frem til børnene, så vi, at de dannede venskaber med hinanden. De smilede og lo, og det gav os motivation til vores arbejde.

- Når børnene var alene i deres lejligheder, var de bange. Men når de var sammen, forsvandt frygten. Hvis de ikke gik i skole, kunne de heller ikke se deres venner.

For børnene var det bedre at være sammen med de andre elever og lærerne end at være hjemme ved forældrene, som ofte var under et stærkt psykisk pres. Også hun var under det samme pres som børnenes forældre.

- Når jeg gik mellem kældrene, og jeg hørte, at der lige havde været et granatangreb, spurgte jeg mig selv: Hvor er mine egne børn nu? Har de det godt? Og så tænkte jeg, at jeg måtte være opmærksom og hjælpsom over for de børn, jeg nu skulle være sammen med. For den lærer, som var sammen med mine børn, ville også være opmærksom over for dem.

En sund generation

Murveta Stevic er da også synlig stolt af det målbare resultat: 75 procent af pensum nået på trods af krig og sult.

Et resultat, som er mindre målbart, men som også er en konsekvens af den vedholdende undervisning, er, at børnene blev fastholdt i en multietnisk kultur. Tuzla har altid været en by med både serbere, muslimer og kroater og mange blandede ægteskaber. Undervisningen har sikret, at børnene har holdt kontakten og venskaberne med børn af andre etniske afstamninger ved lige, og dermed har den dæmmet op for det nationalistiske had. Også lærerne har haft forskellig etnisk baggrund og med deres personer vist, at for eksempel ikke alle serbere er onde.

- I dag har vi en sund generation, siger Murveta Stevic.

I 1994 var den værste del af krigen forbi. Den norske kirkes hjælpeorganisation fik kontakt til lærerne og begyndte at dele hjælpepakker ud en gang om måneden. Samtidig stilnede krigen af omkring Tuzla. Det var også i 1994, at Tuzlas lærere fik kontakt til den danske lærer Vagn Rasmussen, som startede organisationen: 'Støt Tuzlas Skoler'.

Blandt andet gennem Vagn Rasmussen fik lærerne kontakt til andre internationale hjælpeorganisationer, og med indsamling blandt danske lærere og andre fik 'Støt Tuzlas Skoler' samlet ind til materialer, tøj og mad til de nødstedte lærere.

Selvom de ikke sulter, er der dog stadig en del lærere, som har svært ved at få råd til mad og tøj.

- Vores situation er definitivt anderledes end under krigens værste år. Der er ingen frygt mere. Ingen angreb. Vi skal ikke gå til fods, men har busser og biler. Vi er heller ikke sultne mere, som vi har været.

Med hjælp fra Belgien og Danmark kunne lærerne i 1994 begynde at sætte skoler i stand. Men på mange punkter ligner Murvetas skole stadig et forladt hus. Derfor er en stor del af lærernes opgave også at sikre det materielle grundlag.

Et af hendes største ønsker er et mikroskop. Et godt mikroskop. Sådan et, de havde før krigen, men som er forsvundet nu.

Selvom krigen har været en ubarmhjertig oplevelse for lærere og elever, ser Murveta Stevic det ikke som sin opgave at påvirke børnene, så en lignende krig ikke vil opstå igen. Hun tror simpelthen ikke, det står i lærernes magt. Alligevel mener hun nok, de kan lære børnene at være kritiske over for politikernes budskaber.

- Men vores hovedopgave er at formidle viden. Hvis børnene stiller spørgsmål om krigen, forsøger vi at diskutere det med dem på en normal måde, og vi fortæller dem, at vi ikke håber, det vil ske igen.

- Det er et stort problem for os, at vi altid skal tale om fortiden. Hvis vi bliver ved med at gøre det, vil vi få en generation af psykisk deprimerede mennesker, siger hun.

Fakta om Bosnien

- Bosnien er med Dayton-aftalen fra 1996 delt op i syv kantoner.

- Ti procent af landets arbejdsstyrke er i arbejde.

- Ti procent af landets økonomiske system fungerer.

- I 1990 - to år før borgerkrigen brød ud i Bosnien - blev de første initiativer taget til at skabe frie fagforeninger. Lærerne var med i front, men krigen stoppede næsten aktiviteterne. Blandt andet glippede samarbejdet med udlandet.

- Under krigen var det farligt for lærerne at arbejde. Således blev 70 lærere ved secondary schools i Sarajevo skudt.

- I dag ligger lærerlønningerne - hvis de bliver udbetalt - mellem det, der svarer til 320 og 1.400 danske kroner.

- I Tuzla er der to lærerforeninger. En for primary schools, hvis formand hedder Murveta Stevic, og en for secondary schools, hvis formand hedder Mevlida Altumbabic.

- Danmarks Lærerforening har bevilget en krone per medlem, cirka 70.000 kroner, til lærerne i Tuzla. I første omgang vil pengene blive brugt til etableringen af et fagforeningskontor samt en konference for alle lærere i hele Tuzla-kantonen.

Mette Breinholdt er freelancejournalist.

Powered by Labrador CMS