Tungt forhandlingsansvar

Hvad betyder en politisk garanti på kongressen, spurgte hovedstyrelsen

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Hvad betyder det, at formanden udsteder garantier fra kongressens talerstol?

Det spørgsmål blev rejst på hovedstyrelsens opfølgningsmøde i sidste uge.

- Jeg kan selvfølgelig ikke garantere, at hele lønsummen bliver brugt. Det afgøres ved forhandling med arbejdsgiverne og de andre organisationer. Men jeg gav en politisk garanti på kongressen om, at der vil blive arbejdet med fuld kraft på, at vi får alle penge hjem. Og jeg gav garanti for, at der ikke bliver et politisk tomrum mellem indgåelse af en aftale i foråret 97 og foreningens kongres i november. Begge løfter står jeg selvfølgelig ved, sagde Anni Herfort.

Flere medlemmer af hovedstyrelsen udtrykte bekymring over kongresforløbet. Den solide forberedelse med skolemøder om overenskomstkravene havde givet et så nuanceret billede af, hvad medlemmerne ønsker, at flere delegerede efter kongressen havde sagt, at den politiske beslutning var blevet besværliggjort, fordi kompromiset var lavet på forhånd.

Søren Eske Christensen sagde, at kongressens vedtagelse af et kompromis på overenskomstområdet betyder, at der nu hviler et stort ansvar på formandens skuldre. Kongressens krav opfatter han som minimumskrav, så formanden må forhandle et godt resultat hjem på alle områder, hvis der skal opnås et ja fra medlemmerne.

Henrik Billehøj mente, at nogle delegerede havde holdt sig nede fra talerstolen af frygt for at ødelægge kompromiset. Han havde allerede hørt kredsformænd sige, at de ikke troede, at de kunne anbefale et ja.

Bjarne Krogh mente, at det ikke kunne være et problem, at kongressen havde et solidt kendskab til, hvad medlemmerne mener.

Rigmor Jark sagde, at hovedstyrelsen havde taget sit ledelsesansvar alvorligt denne gang ved at komme med en indstilling til kongressen, som der stort set var enighed om på forhånd efter en vurdering af, hvad der kunne samle.

'Uenighedsfeltet' var blevet indsnævret, sagde hun. Men smertegrænsen blev næsten nået for mange ved opstillingen af de fælles krav. Derfor fandt hun det forståeligt, hvis nogle delegerede nu mener, at grænsen allerede er overskredet.

Søren Eske Christensen understregede, at han bestemt mente, at man nu rundt omkring arbejder aktivt for et ja.

Anni Herfort bekræftede, at der hviler et stort ansvar på hende.

- Det vedkender jeg mig selvfølgelig. Og jeg er glad for, at jeg deler ansvaret med hovedstyrelsen. Det er den, der skal udstikke mit forhandlingsmandat, og det er den, der skal tage stilling til et eventuelt resultat, understregede hun.

Tag og rådspenge

De glaserede teglsten på foreningens kursusejendom Skarrildhus har det ikke godt. Og undersøgelser viser, at det er nødvendigt at udskifte større tagflader for at undgå vandskader til vinter. Det koster 680.000 kroner, som hovedstyrelsen bevilgede.

Arbejdet med at sikre kvaliteten i lærernes efteruddannelse optager meget energi i foreningen - og selvfølgelig også i De Studerendes Råd på Danmarks Lærerhøjskole. Hvor DLF tager sig af det generelle og overordnede, skal De Studerendes Råd forsøge at omsætte ønskerne til konkret handling i forhold til årskurser og studier.

Rådet har en anstrengt økonomi og har tidligere haft en underskudsgaranti fra DLF. Efter forhandlinger om rådets budget og ønsker indstillede forretningsudvalget, at der bevilges et egentligt foreningstilskud på 'to kroner per potentiel efteruddannelseskunde', som pædagogisk udvalgs formand, Jørgen Stampe, udtrykte det.

Medlemsundersøgelsen

Undersøgelsen fra Bysted Kommunikation blev drøftet endnu en gang, og arbejdet fortsætter nu i hovedstyrelsens tre udvalg, hvor man skal se, hvilke konkrete ændringer der skal gennemføres.

Samtidig har man bedt Bysted om at udarbejde et konkret forslag til, hvordan erfaringerne fra den projektdel, der indeholdt diskussioner på en række skoler, kan bruges. Ideen er, at man skal udvikle et materiale, der kan give inspiration og nyt liv til de pædagogiske samtaler på skolerne.