Sygeplejersker strammer til

Fællesskab i fare hvis sygeplejerskerne igen vælger at gå enegang

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Sygeplejerskerne vil ikke være med til at afskaffe den decentrale løn ved de kommende overenskomstforhandlinger. Men de ønsker ikke at udvide ordningen, før arbejdsgiverne er blevet bedre til at administere midlerne.

Det siger formanden for Dansk Sygeplejeråd, Jette Søe, efter sygeplejerskerne er blevet enige om deres krav.

- Vi kan ikke blive enige med lærerne om at afskaffe den decentrale løn. Men vi kan sende det signal, at decentral løn og fremtidige lønformer, skal forhandles for hver enkelt organisation for sig. Det lønsystem, som passer til en sygeplejerske, passer sikkert ikke til en jord-og betonarbejder. Derfor må der aftales en ramme generelt, og derefter må hver enkelt område forhandle for sig selv ved de specielle forhandlinger, siger Jette Søe.

I ordene ligger en udstrakt lillefinger til lærerne, som ser det som en mulighed at få den decentrale løn flyttet over til de specielle forhandlinger.

Til gengæld sigter Jette Søe til mere end de 0,6-0,8 procent af lønsummen, som i dag hedder decentral løn. Spørgsmålet om at finde forslag til at gøre forsøg med helt nye lønsystemer i kommunerne diskuteres i et udvalg med arbejdsgivere og lønmodtagere. Her tales om både funktionsløn og kvalifikationsløn. Arbejdsgiverne vil også gerne have resultatløn med i billedet.

Op på lærer-niveau

Puljen til decentral løn skal ikke udvides, hvis det står til sygeplejerskerne. Der er i dag for mange problemer med at få pengene ud. Nogle kommuner har lagt midlerne ned i den slunke kommunekasse. Andre giver lønmodtagerne et af den slags tilbud, som ikke kan forhandles. Og da lønmodtagerne kan sige nej, hvis de ikke bryder sig om forslagene, forbliver pengene nogle steder i kassen alligevel. Det vil sygeplejerskerne stramme op på måske med en pligt til at dele pengenene ud.

Sygeplejerskerne vil ikke sætte procenter på deres lønkrav:

- Når du spørger, er det da rigtigt, at der er tale om noget, som ligner lærernes lønniveau. Hvis vi ser på kvalifikationskrav til at komme ind på uddannelserne, uddannelsernes længde og indholdet. Og det er vores arbejdsgivere jo i øvrigt også enige i.

- Der kan godt være tale om, at nogle af vores medlemmer får fem procent og andre får 20. Det er fortsat vores strategi at få løftet lederne, så der bliver luft ned til basislønningerne. Til gengæld er vi parate til at tale om, hvorvidt det er nødvendigt med flere end tre-fire anciennitetstrin for ledere. Og basislønnen skal så op i næste omgang, siger Jette Søe.

På Forbundet af Offentligt Ansattes (FOA) kongres i sidste uge langede formanden, Poul Winckler, ud efter blandt andre sygeplejerskerne. Han advarede dem om, at hvis de - i lighed med for to år siden - vælger at gå enegang og ikke anbefaler et KTO-forlig (Kommunale Tjenestemænd og Overenskomstansatte), må man overveje, om KTO så overhovedet kan anbefale et forlig. Poul Winckler er samtidig formand for KTO.

- Jamen, det vælger jeg da at se positivt på. Det er kun udmærket, hvis et forhandlingsfællesskab som KTO tager det hele op til nyvurdering, hvis en af organisationerne ikke er tilfredse med et resultat. Hvad har vi ellers et fællesskab til, hvis ikke vi kan få løst nogle af vores problemer, siger Jette Søe.

Hun regner med, at det vil være muligt at forhandle sig frem til en skævdeling af midlerne inden for KTO til fordel for sygeplejerskerne.

- Det er jo ikke noget nyt, at man ikke fordeler pengene helt ligeligt blandt de kommunalt ansatte. I flere år har vi været med til at tildele ekstra penge til de ufaglærtes pension. Men det projekt er slut nu. Det vil dog være noget nyt, hvis en skævdeling ikke kommer LO-grupperne til gode, siger Jette Søe.