Man ser det for sig. Jan trojaborgs ankomst til Ålborg. Ekspeditionsudstyr samles. Indfødte bærere engageres. Den hektiske afrejse. En udmarvende og farefuld færd op gennem den nordjyske tundra med Hjørring som destination. Det bevægede møde, hvor Jan Trojaborg som en nutidig udgave af Henry Stanley møder en vildfaren. Og replikken: 'Overlærer Christensen, I presume?'

En bedrift, der ville gå frasagn om og senere indskrevet i DLF's annaler.

Nu bliver det ikke til noget, og formandens ærgrelse og vrede er fuldt forståelig. Men måske er det ikke lykken at få alle sine ønsker opfyldt. Alligevel er det betænkeligt, at en topfigur i DLF og en jævn, nordjysk, træskobærende pædagogisk håndværker til karakteren syv - med pil nedad - i den grad er på kollisionskurs. Især når man betænker, hvilke kræfter vi er oppe imod!

Selvfølgelig er jeg ingen blid harpespillende engel, men at færdes i yderste pædagogiske frontlinje - uden så meget som at have avanceret til et job som hel eller delvis biblioteksmedhjælper - sætter sine spor og befordrer en vis håndfast- og hårdhudethed - også i det sproglige. Derfor synes jeg, formanden burde besinde sig, også selv om han blev snydt for en etnologisk ekskursion. For ret beset kan mine beskedne pædagogiske præstationer ikke være afgørende for hans vidensfond. Langt hellere skulle han hoppe ned fra sin pind og læse et 'dræberskema' et halvt års tid, det ville samtidig være en jobtræning med henblik på fremtiden. Om end hans virke i praktisk skolegerning vel er af ældre dato, må den nonchalante bemærkning om F- og Ø-tidsaktiviteter bekymre og undre. Argumentationen virker mildt sagt lidt vakkelvorn! Og selvom jeg nok fornemmer, at formanden i det stykke forivrer sig for at give mig ulivssår, kan det ikke udelukkes - men tværtimod formodes, at observatører fra Kommunernes Landsforeningen spidser ører ved en sådan bemærkning fra en topperson i DLF!

At han sluttelig i sit indlæg stiller spørgsmål - og svarer på mine vegne, synes jeg er en uværdig kehraus på vor orddyst. For vi er da vel mere end et par gemene hankællinger, der kun spyr svovl og gift over stakittet?

Ikke desto mindre - Jan Trojaborg - er det mit håb, at vi, til trods for hårde og uforsonlige ord, ikke har talt os helt væk fra hinanden. For faktisk burde vi to jo kæmpe side om side!

Niels Christian Christensen

Bagterpskolen, Hjørring

Redaktionen betragter hermed Trojaborg - Christensen-fejden som afsluttet i Folkeskolens spalter.

Redaktionen