Debat

Arbejde eller samarbejde

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Hvor meget skal en lærer stå model til?

Hvor meget skal forældrene finde sig i?

Hvordan taler de to grupper bedst med hinanden?

Telefonen ringer hjemme hos læreren. Læreren er i færd med at strigle sin hund og hyggesnakke med sit barn. 'Hallo . . . (lærerens navn)'.

'Det er - (navn) - sprutte, hvæse, bande, skælde, skælde ud - og jeg har også snakket med skolebestyrelsen, og skælde, skælde ud'. Dette varer tre minutter. Læreren: 'Vil du have en forklaring?' Forælderen: 'Skælde, skælde ud, bande og true . . .' Dette varer igen tre minutter. Lærerens barn ser skræmt på sin mor, som står med et nærmest levende telefonrør i hånden. Der vælter dårlige vibrationer ud af røret, og de forplanter sig rundt i lærerens hjem. Hunden knurrer. Læreren veksler imellem at give efter for den vrede, der vælter op i hende, og give forælderen tilbage af samme skuffe - eller huske på det, hun har læst om at være assertiv, saglig og korrekt. Pulsen er kommet op på omkring 120. Til sidst lykkes det for læreren at få et ord indført og komme med en forklaring. Det, forælderen var så gal over, var, at han manglede en information. Denne kunne læreren imidlertid sige var givet. 'Ja, de papirer havde han fa . . . ikke fået'. Lidt efter - 'øh, nå ja . . . (de lå godt nok i barnets kontaktmappe) . . . det er også for dårligt med alle de kopier, skolen sender hjem. Vi har andet at lave end at læse alt det lo . . .'

Hvad enten forælderen har ret i sin kritik eller ej, selvfølgelig har de da også nogle gange det, men det, jeg ikke kan leve med, er måden at henvende sig til et andet menneske på. Jeg ved godt, at det er angst, der udløser en så voldsom aggression, men hvordan har læreren det så ikke? Jeg er træt af at være terapeut over for forældrene. At henvende sig høfligt og venligt, at starte med at spørge, om læreren har tid, at skiftes til at tale, at undlade at bruge bandeord og kalde læreren for både det ene og det andet er en bedre fremgangsmåde. Respekt, høflighed og venlighed er gode nøglebegreber, når det handler om kommunikation og samarbejde.

I det opdigtede, men dog virkelighedsnære eksempel endte læreren med at få en række dårlige dage, det er væmmeligt at blive skældt sådan ud. Får hun lyst til at tage telefonen, næste gang den ringer? Hvordan har hendes barn og hendes hund det? Psykisk arbejdsmiljø?

Ulla Rosenberg

lærer på 20. år, Jerselv

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler