Netop vendt hjem fra min første kongres som delegeret. En temmelig frustrerende affære. Startede ganske godt, vi var enige om at afskaffe den decentrale løn.

Først på aftenen skulle vi så snakke arbejdstid. Indledningsvis fik vi at vide, at der denne gang var afsat to dage til overenskomstkongressen, så vi ikke skulle gå frustrerede hjem, fordi der ikke var tid nok til at debattere. Det lovede godt.

Man tog hul på punktet. Formanden indledte med at sige, at det var vigtigt, at vi kunne komme frem til et kompromis, som havde en bred opbakning, så vi udadtil fremstod som en stærk fagforening.

Med stor forventning lyttede jeg til de første indlæg. Forslag om en central akkord på teamsamarbejde, udtaleret til lærerne omkring arbejdstidsbudgettet, aldersreduktion påØ-tidsopgaver til ældre lærere, aftaleretten tilbage til kredsene. Alt sammen noget, vi vel alle kunne være enige om var vigtigt at debattere og have en holdning til.

Men forslagene blev mødt af en massiv afvisning fra formandens side. Enten var det for dyrt eller også for farligt ('tænk, hvis Kommunernes Landsforening i stedet foreslog at reducere i F-faktoren!'), eller også var der ikke nok kredse, der havde indsendt det som et krav. Hver gang blev vi belært af formanden om, at det var kompromis'et, man gik efter.

Og så var det forbi, efter en times debat. De fem forslag, der var stillet undervejs, kom til afstemning, og alle blev forkastet. Kongressen var slut, én dag før beregnet.

Hvorfor kunne man ikke have brugt denne dag til at tage en fornuftig debat om arbejdstidsreglerne og det, man eventuelt ønskede at ændre? Hvorfor blev der allerede fra starten lagt låg på debatten?

Jeg tog hjem, temmelig frustreret, og spurgte mig selv, hvorfor jeg dog skulle bruge så meget tid på noget, der var aftalt på forhånd. Jeg troede, at kongressen var DLF's højeste myndighed, og at det var her, man bestemte foreningens politik.

Lene Jensen

delegeret nummer 016, Glostrup