Debat

Uddannelse til skolebibliotekar

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I en fase, hvor nye opgaver og en ny og udvidet rolle for skolebiblioteket skitseres i bekendtgørelser og temahæfter, er det tankevækkende, at bibliotekaruddannelsen på Danmarks Lærerhøjskole forringes i forhold til tidligere. Vi, der er påbegyndt uddannelsen i september i år, føler os grundigt i klemme på grund af den nye Ø-tidsaftale for fuldtidskurser af mindre end et års varighed.

Den tidligere praksis har været, at et fuldtidskursus gav fuld tid - svarende til 7,4 timer per dag eller 444 timer for hele kurset. For indeværende skoleår og med baggrund i den nye aftale tildeles vi fem timer per dag eller 288 timer i alt. Dertil kommer transport-/ventetid med et meget varieret antal timer i forhold til de enkelte kursisters arbejdssted. I år svinger tildelingen fra de enkelte skoler fra 288 timer til 531 timer - for det samme kursus. En kollega, der arbejder i nærheden af Danmarks Lærerhøjskole, får reduceret kurset med 156 timer i forhold til tidligere. Det har som konsekvens, at disse timer skal fordeles over de resterende 28 uger af skoleåret. Det betyder en forøgelse på ca. 5,5 timer om ugen.

Derudover undrer det os, at vi ikke får tildelt forberedelsestid. En uddannelse på dette niveau kræver en hel del forberedelse, hvilket lærere/gæstelærere da også forventer. Vi har blandt andet til fire undervisningsdage fået en liste med 24 titler på 'bøger, som I bedes læse' (jævnfør gæstelæreren). De timer, vi bruger til forberedelse, må vi enten tage af egen lomme eller fra den meget individuelle og varierede transport-/ventetidstildeling.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Aftalen mellem DLF og Kommunernes Landsforening om heltidskurser af mindre end et års varighed er efter vores opfattelse uacceptabel. Af hensyn til kommende kursister opfordrer vi til genforhandling af aftalen ved førstkommende overenskomstforhandling og kræver fuld tid for fuldtidskurser (7,4 timer per dag plus transport), således at vi kan koncentrere os om det væsentlige: at bidrage til udviklingen af skolebiblioteket.

John Christensen

kursusdeltager på Skolebibliotekaruddannelsen

på Danmarks Lærerhøjskole