25 år på øretævernes holdeplads 1979-2004

Når talen falder på undervisning af vore elever med anden etnisk herkomst end dansk, så flyder det med diverse sproglige billeder og fordomme. Det er for eksempel ingen dans på roser, at være tosprogsunderviser, fordi man hele tiden befinder sig på øretævernes holdeplads. Når politikerne skal råbes op, må man kæmpe sig op ad bakke i strid modvind. Pædagogikken var i de første mange år et uopdyrket land, hvor lærerne famlede sig frem i blinde og ikke havde det nødvendige overskud til at få erfaringerne videreformidlet og superviseret.

I dag er det 25 år siden, at foreningen af undervisere for tosprogede elever (UFE) blev stiftet som en faglig forening under Danmarks Lærerforening og Københavns Lærerforening. At få beskrevet foreningens historie er virkelig interessant pædagogisk, kulturel og skolehistorisk læsning. Her har mange pionerer måttet løbe panden mod en ministeriel mur og mange andre mure af fordomme, når de blot gjorde deres arbejde, så godt de kunne. Nogle af de fordomme, som lærerne har måttet slås med, er, at tosprogsundervisning er specialundervisning, hvor man sorterer de utilpassede fra, at lærerne alle er kommunister og halalhippier, og at det nærmest er en umulig opgave at have et positivt skole-hjem-samarbejde. Men det meste af alt, hvad der er sagt og skrevet om tosprogsundervisningen i medierne og andre steder, bygger på fordomme.

Derfor er det dejligt at se, at foreningen UFE ikke har tabt pusten i de omvæltninger, som den har været ude i. I de 25 år, der nu er gået, har foreningen fået kæmpet sig frem til en ligestilling af faget dansk som andetsprog med egne klare og fælles mål, egne materialer og efterhånden også egne test og en masse faglig viden, som hele tiden dokumenteres for at vise nytten af denne undervisning af normale unge med et andet modersmål end dansk og med flerkulturel baggrund. Foreningen UFE ser på muligheder frem for begrænsninger og ved, at kommunikation fremmer forståelsen. Spørgsmålene er dog stadig, hvordan vi får de tosprogede elever til at klare sig på lige fod med alle andre elever i folkeskolen, og hvordan fællesskabets skole også kan blive en aktiv del af det multikulturelle samfund. Fagbladet og temanumrene fra UFE læses flittigt især af lærerstuderende og det er der god grund til. Det er kompetente folk, der skriver i bladet, og det er foreningens store jubilæumsønske, at bladet ville blive endnu bedre, hvis alle de dygtige og engagerede lærere i folkeskolen ville og kunne få mere overskud i hverdagen til at engagere sig mere i foreningsarbejdet. For sammen kan de næste 25 år måske blive år med lunere vinde og kram i stedet for øretæver? I alt fald skal I have stort til lykke med jubilæet.