Narcissistisk navlepilleri, Oxford-møder, hvor deltagernes inderste sjæl krænges ud for øjnene af kollegerne, sladregrupper, hvor man kan bagtale kolleger? Tvivl og skepsis var der nok af, da lederen og en af lærerne for fire år siden introducerede idéen om at lave 'kollegiale responsgrupper' på Dueholmskolen i Nykøbing Mors.

Inspirationen kom fra skoleleder Lone Carstensen og skolevejleder Vibeke Nielsen, som havde været med på et kursus om emnet.

- En af betænkelighederne var, om man nu skulle til at krænge sit liv ud over for kollegerne, som man ikke har lyst til at fortælle alt. Men jeg kunne sige: Det handler ikke om vores privatliv, men om vores faglige liv, fortæller Vibeke Nielsen, hun har været lærer på skolen i 20 år.

- Det handler om samtalens kunst og om at lære at holde pauser og lytte, så vi bliver bedre rustet til både forældre- og elevsamtaler, det var det egentlige formål med det, siger Birthe Marie Jensen, som har været på skolen i 25 år.

Trods skepsis blev man enige om, at det skulle prøves, og de første 12 frivillige drog på et tredages-kursus. I foråret var den sidste gruppe af sted, så på nær et par lærere, som står på tærsklen til at gå af, har samtlige fastansatte lærere og pædagoger i skolefritidsordningen været på samme slags kursus. Og i dag er kurset et obligatorisk krav for nye ansatte på skolen; det er blevet det fælles fundament for skolens kultur.

Tredages-kurset handler overordnet om kommunikation og samarbejde, problemorienterede samtaler og kollegial respons. De tre dages undervisning bliver fulgt op af supervision fra kursuslederen.

Henrik Mortensen er konstitueret souschef i skolefritidsordningen og har været på skolen i halvandet år. Han mener, at det er genialt at stille et krav om, at alle ansatte skal have et fælles grundlag.

- Det handler om, at vi alle har det samme værktøj at arbejde med. Det er sådan set enkelt nok, det handler om at lytte, stille relevante og uddybende spørgsmål, lære at dele erfaringer, så det ikke er bedrevidende, men ligeværdigt. Vi får mulighed for gennem træning at give hinanden plads. Det lyder måske meget terapeutisk, men det er det ikke, det er et redskab til at dele og forvandle for eksempel i en elevsamtale, siger han.

Frivillige grupper

Selvom selve kurset nu er obligatorisk, er det helt frivilligt, om man vil være med i de kollegiale basisgrupper. Grupperne er netop blevet brudt op, efter at de har fungeret som en fortsættelse af kurserne. I dag er halvdelen af de 50 ansatte med i grupper med typisk fem eller seks medlemmer. Grupperne er sammensat på tværs af afdelinger og lærerteam:

- Det er vigtigt, at grupperne er på tværs af vores team, hvor vi måske kender hinanden for godt, siger Birthe Marie Jensen.

- Det sikrer også, at vi får skilt for eksempel undervisningsplanlægning ud, så vi ikke i gruppen får blandet det hele sammen i en pærevælling, siger Vibeke Nielsen.

- Der har været masser af myter mellem lærere og pædagoger. Når man mødes i en gruppe, så mødes man som personer, man ser, hvad man er. Vi oplever en spændvidde på tværs i grupperne, hvor vi får mulighed for at dele vores faglighed og arbejdserfaringer. Det smitter af på vores arbejde, og i sidste ende bliver det bedre for børnene, siger Henrik Mortensen.

- Vi får et andet kendskab til hinanden som personer. Det betyder, at myterne ikke kan leve, når vi lærer hinanden at kende som andet end blot kolleger, siger Vibeke Nielsen.

De fleste grupper mødes en gang om måneden i halvanden time, og man arbejder ud fra en model, som blev brugt på kurset. Fra gang til gang aftales rollefordelingen. Der er en 'problemholder', som er centrum i mødet. Det er hans problem, som er på dagsordenen. Han bliver mødt af en 'responsgiver', som ved hjælp af spørgsmål skal få problemholderen til at sætte ord på problemet. Desuden er der en 'Kasketkarl', som skal bevare overblikket over, hvor samtalen bevæger sig hen. Resten af gruppen er lyttende.

Det er op til den, som er på, at vælge, hvad han vil rejse af problem. Det rækker fra faglige problemer, 'Jeg kan ikke klare den ny matematik', til konkrete problemer med elever, 'Jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op med hende'!

- Som lærere har vi en tendens til altid at komme med færdige løsninger. Noget af det, vi arbejder med i gruppen, er at få 'problemholderen' til selv at formulere problemet. Hvad handler det dybest set om? Modparten skal hele tiden stille uddybende spørgsmål i stedet for at komme med forslag til løsninger, som vi er vant til, siger Birthe Marie Jensen.

Tryghed i gruppen

- Det er derfor, at det er dejligt at have små grupper, siger Henrik Mortensen. Trygheden i den lille gruppe er god til at lære det i, så man bagefter kan bruge det ude i det praktiske liv. Det er noget, vi kan bruge også i forhold til børnene. Så eleven selv kan komme med de forløsende ord til sidst. Jeg siger det, fordi jeg gerne vil afvise, at det er narcissistisk navlepilleri, vi er i gang med, det er et professionelt redskab. Det er en træning, som det er vigtigt at have på en institution.

- Desuden har vi i gruppen udpeget en person til at støtte med det konkrete problem, en, der puffer på og sikrer, at man følger det op, siger Birthe Marie Jensen.

- Det gør vi både for problemets skyld og for vores egen som lærer. Det er godt, at der er nogen, som bekymrer sig for det, man laver, siger Vibeke Nielsen.

- I starten var der en frygt for, at det, der skete i gruppen, skulle komme ud over hele skolen, men sådan er det ikke gået. Det, der foregår, er slet ikke oplagt at referere videre, siger Birthe Marie Jensen.

- Det er svært at sætte ord på, hvad der sker, stemningen er halvdelen af det. Det er meget intenst. På grundkurset fik vi klart afgrænset, hvad der er terapi, og hvad der ligger inden for vores område. Det er vigtigt, så man tør sige fra og ikke forsøger at gå ind og løse opgaver, vi ikke er uddannet til. Når vi har samtaler, så er det, fordi vi er professionelle på vores felt, og det står vi ved. Det er os, der vil noget med samtalen, og vi skal sige fra, for eksempel hvis en elev har læringsvanskeligheder på grund af problemer i hjemmet. Så kan vi vejlede til at finde hjælp andre steder, men vi kan ikke løse hjemmets problemer, siger Vibeke Nielsen.

Observerer undervisningen

Et af midlerne, som de kollegiale grupper har taget i brug, er observation af hinandens undervisning. Det er ikke alle, der vil have besøg af en kollega, men i Birthe Marie Jensens gruppe har man netop besluttet at bruge den gensidige observation.

- Det er meget vigtigt for os at gennemføre observationer. Der var modstand mod det, men allerede på det første møde i gruppen kunne vi se, at det problem, vi var i gang med, ville være oplagt til en observation, så det har vi nu besluttet, siger hun.

- Observationerne er ikke problemorienterede, men det handler i stedet om at finde løsninger, siger Henrik Mortensen.

- Den, der observerer, fortæller, hvad han har set, og det er læreren selv, som kommenterer observationerne. For eksempel: 'Tænkte du over, hvad der skete, da du gjorde sådan'? Det kan få læreren til at tænke: 'Hvis jeg havde sagt noget andet, som var mere hensigtsmæssigt, så var resultatet blevet bedre', siger Vibeke Nielsen.

- Det er ikke kun det negative, vi ser efter, men også det positive: 'Det virkede godt, da du gjorde sådan', siger Birthe Marie Jensen.

- Observationerne kan hjælpe os med at se, at vores adfærd har indvirkning på elevernes indlæring. Det skal man have andre til at gøre opmærksom på. Det kan man ikke selv overskue i situationen, siger Vibeke Nielsen.

Bruger det i praksis

Lærer Michael Laursen har sagt farvel til de kollegiale basisgrupper efter at have været med fra starten. Men det skyldes ikke skuffelse over grundkurset.

- Det er egentlig banalt, det, man lærer: En lytteteknik, at give plads til andre, at få sagt til og fra. Men på kurset fik vi betydningen af det helt ind under huden. Jeg vil hellere bruge det i min dagligdag. Selvfølgelig kan man blive ved med at træne, men det, jeg lærte, giver mest mening, hvis jeg går ud og bruger det. For eksempel er teamwork ikke så enkelt, og det har hjulpet mig og de andre i vores daglige samarbejde, siger han.

- Hvis grupperne ikke formår at sætte nogle temaer op, som alle både kan give og tage i forhold til, så bliver det måske lidt for meget 'som om-situationer' og lidt isoleret. Jeg valgte at stoppe inden, fordi jeg fornemmede, at det godt kunne blive enden på det, siger Michael Laursen.

Han mener, at det er rigtigt at satse massivt på et område, når det gælder efteruddannelse:

- Det ville være et problem, hvis ikke alle havde fået samme baggrund i grundkurset. Midlerne til efteruddannelse er så små, at det er bedre at satse massivt på et område i stedet for at forsøge at lappe hullerne rundt omkring. Der ville alligevel stadig være huller, siger han.

- Selvom idéen ikke blev modtaget lige begejstret af alle, og nogle havde svært ved at se værdien, så er der i dag ingen, der stiller spørgsmålstegn ved værdien af det, siger Michael Laursen.

Hans Brinkmann er freelancejournalist.

Tømte kassen

På Dueholmskolen ligger efteruddannelsesmidlerne på skolen, så man kan selv beslutte, hvad de skal bruges til. Da man begyndte projektet med kollegial respons i 1993, fik det højeste prioritet. Det betød, at næsten samtlige penge til efteruddannelse blev brugt til projektet.

Der blev købt et tredages-kursus hos Kempler Instituttet, hvor 12 lærere ad gangen på eksternatkursus, og opfølgning med supervision tre til fire dage per gruppe. Lærerne blev købt fri til kurset.

- Det har kun kunnet lade sig gøre, fordi der har været en bred opslutning og en gensidig velvilje. Når 12 kolleger er taget ud af undervisningen, så har resten rykket sammen om klasserne og lavet særlig tilrettelagt undervisning i den periode, siger inspektøren, Lone Carstensen.

De lærere, som i dag fortsætter i en kollegial basisgruppe, har fået afsat 15 timers Ø-tid om året til gruppearbejdet.