Børn bygger til børn

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

'10. klasse - en del af folkeskolen' var overskriften på et projekt i sidste uge for 10.a på Toftlund Skole i Sønderjylland.

Klassens 26 elever brugte fire en halv dage på at bygge så mange legeredskaber som muligt på et 100 kvadratmeter stort område i skolegården. Resultatet blev et kæmpe klatrestativ, der blev indviet ved en fest for hele skolen.

Eleverne havde nedsat sig som et entreprenørfirma med navnet Tia-Totalentreprise, og alt efter interesse og evner arbejdede de i forskellige afdelinger; entreprenører, service, catering, public relations og dokumentation. Tidsplanen blev overholdt, men det betød, at eleverne måtte arbejde i al slags vejr og med meget få pauser.

Projektet blev sat i gang af klassens lærere for at gøre 10. klasse synlig på resten af skolen og for at få nogle praktiske elementer ind i undervisningen.