Så vidt er vi altså nået. Fra det høje kateder i Danmarks Pædagogiske Institut har man åbenbart tvunget af kendsgerningerne forladt den dræbende socialdemokratiske tese, der i mere end 20 år har søgt at ødelægge den danske folkeskole ved at praktisere skolen for alle som skolen, hvor alle gøres lige, det vil sige ens. Så vidt har den udelte skole altså allerede spillet fallit, at man nu vover at hælde et socialt indhold i det at værdige talenterne et blik. Denne uglesete del af befolkningen, der af skolen på ublodig, revolutionær vis skulle skæres til efter et lighedsideologisk middelmådighedsideal, skal nu også have udfoldelsesmuligheder, siger Vagn Rabøl Hansen i nummer 38. Og ham vover man nok ikke at vrænge eliteskole efter. Den af skolen påtvungne dovenskab, som, under dække af tesen om, at de dygtige nok skal klare sig, skulle udradere enhver lighedsfjendsk dygtighed fra dansk territorium, skal ændres til en vis opmærksomhed. Så er vi da nået så vidt i kampen mod socialdemokratismens fordummelse af befolkningen, hjulpet på vej af en radikal undervisningsminister.

Men nu skal vi jo heller ikke gå for radikalt til værks. For nok er fiaskoen erkendt. Men udelthedens umenneskelige ideologiske stillads er jo enestående flot at skue. Rabøl Hansen vil så nødig ridse i den ideologiske lak. Han vil jo så nødig dele børnene, selv om han ved, at børnene allerede har delt sig i to ret adskilte grupper. Så mon ikke undervisningsdifferentieringen kan klare hele miseren. Især hvis vi samler os i troen på, at denne mystifikation lader sig udvikle langt ud i det for almindelige mennesker ukendte. Vi kan altid tro på det og håbe, at det er den form for tro, der kan flytte mere end bjerge. Og så er den tid jo gået.

viceskoleinspektør, Brønderslev