Hvis Niels Christian Christensen, som antydet i s nummer 39, indtager antidepressive psykofarmaka, må det være på grund af et voldsomt angreb af hensynsbetændelse. I gentagne indlæg har han skudt med skarpt på 'de skindøde i DLF's nomenklatura', fordi disse mangler den mest elementære indsigt i den almindelige folkeskolelærers hverdag. Når en repræsentant fra dette angiveligt henslumrende sociallag såønsker at komme på besøg og blive klogere, bliver man spist af med et tilbud om en 'ærbar' arbejdsfrokost, fordi hensynet til '23 livlige og ekscentriske nordjyske andenklasser samt en ung kvindelig støttelærer' gør den flittige og angrebslystne skribent betænkelig. Niels Christian dog. Så tynd en argumentation kan man ikke engang slippe af sted med i hovedstyrelsen. Der er jo kun en ting at sige: Så spørg da! Jeg må tilstå, at det aldrig har været et problem at besøge skoler her i det storkøbenhavnske, så mon ikke en visit i Hjørring med lidt snilde og en portion god vilje kunne arrangeres?

For lige at bringe lidt orden i dine fordomme omkring forholdene i de højere luftlag kan jeg oplyse, at selv om vi i hovedstyrelsen får gode frokoster, spiser vi os dog ikke gennem alle problemer. De kan måske synes fjerne, men der tygges mange papirer igennem, så menuen står ofte på noget, der minder om arbejde.

Endelig kan jeg fortælle dig, at der lige så lidt som for mine forgængere i formandsembedet i København venter mig en retrætestilling, men nogle få måneders aftrædelsesløn, mens jeg til den tid finder andet arbejde.

Jeg ser fortsat frem til at besøge en degn i aktiv tjeneste og glæder mig derfor til dit positive svar i næste nummer af , som har fået helt ny betydning for mig.

Med utålmodig hilsen

formand

for Københavns Lærerforening