PLS Consult støtter sig til fagfolk

Blaagaard Statsseminarium skal være med til at udvikle kvalitetsværktøjer til lærerne.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

PLS Consult bliver ikke ene om at udvikle kvalitetsværktøjer til folkeskolen. Det private konsulentfirma med hovedsæde i Århus vandt ganske vist Undervisningsministeriets E U-licitation i sidste uge, men for at kunne løse opgaven bedst muligt har PLS Consult dannet et konsortium med to andre virksomheder, der har et godt kendsksb til folkeskolen.

Ud over PLS Consult består konsortiet af direktør og cand.psych. Sten Clod Poulsen fra Metaconsult i Slagelse og af Blaagaard Statsseminarium, der stiller to medarbejdere til rådighed på halv tid i projektperioden. Også projektets leder, chefkonsulent Lars Alrø Olesen fra PLS Consult, har en baggrund i folkeskolen. Han er uddannet lærer og cand.pæd.

Det er i øvrigt ikke første gang, at PLS Consult skal løse en stor opgave i folkeskoleregi. Firmaet evaluerer i øjeblikket et integrationsprojekt af tosprogede elever, og det er med til at udvikle informationsteknologi-strategier for hele uddannelsessystemet inklusive folkeskolen.

- Mange lærere frygter sikkert, at det handler om at finde en måde at kåre den bedste skole i hver kommune på, når de ser, at et privat firma skal finde metoder til at udvikle kvalitet i folkeskolen. Men det er ikke tilfældet, siger Lars Alrø Olesen.

- Det er vores opgave at finde værktøjer, som hver enkelt skole kan anvende i sit daglige arbejde ud fra sine ressourcer, så vi kan ikke nøjes med at leve i vores eget lukkede konsulentfirmamiljø. Vi skal have kritik af både lærere og af eksperter, der kan se overordnet på vores forslag. Derfor har vi etableret et forskerpanel med seks danskere, fire nordmænd og en svensker, der alle arbejder med udvikling af folkeskolen, siger Lars Alrø Olesen.

I panelet sidder blandt andre Kirsten Berntsen, John Aasted Halse og Peder Kjøgx fra Danmark og Marit Granheim og Trond Aalvik fra Norge.

Ændret opfattelse

Thomas Seeberg, der leder Forskningsinstituttet for Pædagogik og Uddannelse, FPU, er også blandt de seks danskere i panelet. Han var ellers skeptisk, da PLS Consult bad ham være med i projekt 'Kvalitetsudvikling og evaluering i folkeskolen'.

- Jeg havde de samme fordomme om et privat firma, som enhver anden skolemand vel har. Men det er lykkedes PLS Consult at samle så mange mennesker, der har et indgående kendskab til folkeskolen, at min bekymring er kraftig nedtonet, siger cand.pæd.psych. Thomas Seeberg.

- Efter jeg har set projektbeskrivelsen og har fået sat navne på de mennesker, der skal udvikle værktøjerne, forventer jeg, at vi få præsenteret en række gennemarbejdede forslag fra PLS Consult, siger han, der især glæder sig til at arbejde sammen med de norske eksperter, da Norge er langt fremme med kvalitetsudvikling i folkeskolen.

- Nordmændene ved, hvordan lærere reagerer på en fremmed størrelse som kvalitetsudvikling, og så må de kunne stille en masse gode spørgsmål, som vi danskere ikke tænker på, fordi vi ikke er så erfarne på området, siger Thomas Seeberg og betegner det som et scoop, at PLS Consult har fået fire nordmænd med i panelet.

En dansk model

Lars Alrø Olesen mener også, at nordmændene kan stille frække spørgsmål.

- Nordmændene ser på den danske folkeskole med fremmede øjne, så de har en anden indgang til projektet, siger Lars Alrø Olesen og understreger, at det ikke er nordmændenes opgave at overføre deres egen model til Danmark.

- Vi skal udvikle en dansk model, siger Lars Alrø Olesen.

Først skal PLS Consult og Undervisningsministeriet dog finde tre-fire skolevæsener, som vil være med til at udvikle metoder til kvalitetsudvikling og evaluering i folkeskolen.

Henrik Stanek er freelancejournalist.

Noget at tænke over

For at sikre sig opgaven med at udvikle kvalitetsredskaber til folkeskolen fandt de to traditionelle konkurrenter, Danmarks Lærerhøjskole (DLH) og Danmarks Pædagogiske Institut (DPI), sammen om et fælles bud.

Det fik de ikke noget ud af. Makkerparret tabte E U-licitationen til det private konsulentfirma PLS Consult fra Århus. Det har givet rektor Tom Ploug Olsen fra Danmarks Lærerhøjskole noget at tænke over.

- Der er ingen tvivl om, at ministeriet har været omhyggelig med at udvælge projektet fra PLS Consult, så jeg anerkender fuldt ud, at firmaet skal løse opgaven. Men jeg ærgrer mig naturligvis over, at vi ikke formåede at have lige så stor gennemslagskraft, siger han.

- I mange år har DPI og DLH arbejdet parallelt, men nu har vi hver vores identitet, så tiden er moden til, at vi arbejder sammen og får gavn af hinandens erfaringer. Så ud fra en samfundsmæssig betragtning burde vi have haft opgaven, siger Tom Ploug Olsen.

- Nu er projektet landet hos et privat firma, som naturligvis afleverer den bestilte opgave til ministeriet. Men ministeriet får ikke gavn af de erfaringer, firmaet samler op undervejs. De lander i firmaets eget arkiv. Hos os ville erfaringerne indgå i efteruddannelsen af lærere i årene fremover, siger Tom Ploug Olsen, der nøje vil overveje, hvordan DLH kan blive bedre til at byde på ad hoc-opgaver.

Han afviser dog, at DLH og DPI tog det for givet, at de fik opgaven, fordi de lagde deres ressourcer sammen og derfor ikke gjorde deres hjemmearbejde godt nok.

- Vi gjorde, hvad vi kunne. Problemet er, at vi har et stramt budget, så jeg kan ikke fritstille hverken mig selv eller mine medarbejdere til udelukkende at beskrive projekter. Det skal foregå sideløbende med vores normale arbejde, siger Tom Ploug Olsen, der dog kan glæde sig over, at DLH og DPI har fået en anden fælles opgave.

De skal sammen evaluere et projekt om kvalitetsudvikling i Herning, Skive, Vejle og Københavns kommuner.

Undervisningsministeriet støtter hver kommune med cirka 800.000 kroner over de næste tre år.

stan