Ifølge den store medlemsundersøgelse er den kollegial pædagogiske samtale på lærerværelserne gået i stå. Pædagogisk Råd har ikke kompetence og er derfor uinteressant. Hverken læreren eller lederen kan finde ud af at bruge Pædagogisk Råd.

Lars-Henrik Schmidt, som ikke er en hr. hvem-som-helst, men direktør for Danmarks Pædagogiske Institut, mener (Folkeskolen nummer 34), at vi bør genindføre lærerrådet for at finde det 'styrkerum, der kan balancere skoleledelsen og samarbejdsudvalget i pædagogiske spørgsmål', og videre 'den pædagogiske ledelse kan af gode grunde ikke overlades til ledelsen'.

Nu kunne man som almindelig lærer, der har gjort de sidste tredive år af folkeskolen med, begynde at stille sig nogle spørgsmål for at finde ud af, om Lars-Henrik Schmidts forslag er det, der skal til for at 'genindføre' den kollegial pædagogiske samtale og for at 'genindføre' pædagogisk ledelse:

Hvilken reel kompetence havde lærerrådene? Nå ja, de kunne indstille til specialundervisning, men hvad kunne de eller?

Var de forum for den kollegal pædagogiske diskussion? Ja, nogle gange, når vi for eksempel skulle diskutere, om børnene skulle have lov til at være inde i frikvartererne. Så skete det, at der kom pædagogiske begrundelser. Eller hvilke regler der skulle være for færdslen i cykelkælderen, eller hvor matematik skulle have sit depotrum. De fineste pædagogiske diskussioner fik vi, når vi diskuterede skolens struktur og hvorfor! Fælles målsætninger var en by i Rusland - derfor var den fælles pædagogiske diskussion meget spredt og 'ufælles'. Den egentlige kollegiale pædagogiske diskussion om skolens og undervisningens indhold foregik helt andre steder. Blandt kolleger, der havde valgt hinanden i et samarbejde (dengang behøvede man ikke at samarbejde med nogen, som man ikke var enig med), eller i afdelingerne i de mindre grupper - og så, naturligvis på pædagogiske weekender, når vi før mødets start istemte: Blæsten går frisk . . .

Kort sagt, jeg konkluderer: Den fælles kollegiale diskussion (det kollegiale fællesskab) havde det godt dengang. Men så blev skolen skolebestyrelsernes og ledelsens. Så satte vi os til at vente på, at skolebestyrelsen og skoleinspektøren skulle fortælle os, hvad vi skulle gøre, og vi forsøgte med meget lidt held at finde ud af det nye 'indflydelsessystem', som skulle 'regulere vore arbejdsforhold', svar udbedes.

Skoleinspektørerne fægtede rundt for at finde ud af, hvad der foregik. Den typiske skoleinspektør dengang (og nu) var typisk blevet ansat til at administrere regler og cirkulærer, han var (er) oftest tidligere matematiklærer, ambitiøs på egne vegne og ikke specielt hooked på for eksempel indskolingspædagogik - eller for den sags skyld orienteringsundervisning på mellemtrinnet. Han var god bag skrivebordet og kunne give en balle til en genstridig elev. Hvordan skulle han dog kunne bruge Pædagogisk Råd? Og hvad var meningen? Den kom utvetydigt i den ny folkeskolelov et par år efter: Han skulle udøve pædagogisk ledelse og have det pædagogiske ansvar (for alle lærernes undervisning) og for skolen som helhed. Samtidig svedte den stakkels mand med at lære den nye arbejdstidsaftale i to versioner (DLF's og Kommunernes Landsforenings) og med at sætte genstridige lærere på plads - i klemme mellem systemets krav og en ældgammel skolekultur, som han selv var (er) en del af.

Godt, det ikke var (er) mig! Det er såmænd hårdt nok at være lærer og stå til tærsk i medierne hvert år i agurketiden. Næh, min beskedne analyse siger mig, at politikerne har lavet en grundig kage uden at tænke på konsekvenserne, hverken de økonomiske eller de ledelses- og personalemæssige, og jeg tror ikke, at der er mulighed for nostalgisk at vende tilbage til tidligere tiders 'idyl'. Derimod tror jeg, at lærernes ejerforhold til skolen skal genetableres. Ikke som en tilbagevenden til tidligere tiders lærerråd - nej. Jeg mener, at den kollegial pædagogiske samtale trives udmærket - måske ikke i de store fora, men i 'beskyttelsesrummene': Samarbejdsgrupperne omkring de enkelte årgange og klasser og i de fælles bestræbelser på at række ud efter den nye folkeskolelov. Vi mangler de personer (ikke en skoleinspektør i den gamle forstand), der kan samle, koordinere og bringe sammenhæng og fællesskab om det pædagogiske, kort sagt bringe os ejerskabet tilbage. Det har vi almindelige lærere nemlig ikke selv tid eller overblik til i det daglige. Det havde vi for den sags skyld heller ikke, da der fandtes lærerråd. De folk findes der nogle få af på enhver skole, mon ikke det er dem, man skal have fat i til at blive ledere - til at indgå i ledelsesteam? Folk, der ved, hvad undervisning, samarbejde og medbestemmelse er, og som er parate til at praktisere det sammen med lærerne. Kort sagt, kompetente ledere, som både kan uddelegere og samle, og som er klar over, at uden lærernes aktive medvirken går det ikke. Derfor, Lars-Henrik Schmidt, giv os nogle visioner for det nye lederskab af folkeskolen, læg op til en diskussion, som på det grundlag vil være overordentlig mere interessant.