Skolen for folket

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Den danske folkeskole er til debat - hele tiden. Nu har også LO smidt et oplæg på banen, sådan som organisationen har gjort det med jævne mellemrum, siden den for 25 år siden dannede sit skolekontaktudvalg.

Denne gang sker det med hæftet 'Skolen for folket - udvikling med kvalitet', og den konkrete anledning er 'Kommunernes Landsforenings ønske om kvalitetsmåling i folkeskolen'.

LO, der altid har bekæmpet den delte skole, er imod. Ikke imod kvalitet, men imod måling.

'Vi må sætte et stort spørgsmålstegn ved, om folkeskolen overhovedet bliver bedre ved kvalitetsmålinger. De kan selvfølgelig bruges til at sortere 'uduelige' lærere fra eller give 'gode' lærere lidt ekstra præstationsløn oven i lønningsposen - afgjort er der ingen entydig sammenhæng mellem at sikre børnene et godt liv i folkeskolen og måle, hvor mange staveord, de nu har rigtige!' står der således i debathæftets indledende artikel.

Kommunerne skal simpelt hen blande sig udenom i kvalitetsspørgsmålet og holde sig langt væk fra kontrol af skolerne: 'Derfor er den form for kvalitet, man måtte definere og derefter måle, ingen farbar og anbefalelsesværdig vej! Løbende kontrol i form af prøver, der stilles ud fra en kvalitetsnorm fastsat af kommunerne eller andre interessenter i skolen, vil ikke fortælle noget som helst om skolens undervisning og indre liv,' står der videre.

LO beklager, at den aktuelle debat i så høj grad handler om penge. Organisationen vil hellere dreje diskussionen ind på det indholdsmæssige, og mener, at lærerne her har et medansvar.

'Folkeskolerne kan naturligvis vælge den økonomiske klagesang, men de kan også bevidst vælge at prioritere de nu engang disponible ressourcer på de områder, hvor økonomien er med til at støtte udviklingen. Områder, som langtfra altid vil være identiske med det, man plejer at gøre,' anbefaler LO.

Hæftet er gratis og kan bestilles på LO Skolekontakt, telefon 3135 3541.