Debat

Tomme lommer

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Flemming Ibsen, der åbenbart er specialist i offentlige arbejdsmarkedsforhold, kender tilsyneladende ikke meget til lærernes arbejdsforhold. I et interview med ham i Folkeskolen nummer 35 remser Flemming Ibsen en række opgaver op (pædagogiske eksperimenter, arbejdet med tosprogede, teamarbejde, efteruddannelse), som han kunne forestille sig kunne udløse særlige tillæg.

Men med lærernes sammensatte arbejdstid vil de nævnte opgaver i langt højere grad kunne løses gennem en øget tidstildeling (tolærerordninger, Ø-tid). Den stadig voksende gruppe af lærere, der føler arbejdet i skolen som en ekstraordinær belastning, vil ikke føle byrden mindre ved at få et særligt løntillæg, men vil sandsynligvis foretrække støtte i form af at have tid til det arbejde, der skal udføres.

At andre offentligt ansatte hopper med på vognen betyder ikke, at lærerne behøver at gøre det. I min kommune (Vejle) bliver den decentrale løn inden for KTO-området (Kommunernes Tjenestemænd og Overenskomstansatte) i vid udstrækning givet til for eksempel sygeplejersker med specialuddannelse, hospitalslaboranter, der er med i forskningsprojekter (altså en ekstra belønning for i forvejen at være i de attraktive job). Personerne 'på gulvet' vil ikke mærke det fjerneste til udlodningerne fra den decentrale pulje.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Og endelig overser Flemming Ibsen en af 'knasterne' i sit forslag, nemlig den, at vi for vore egne lønkroner skal være med til at betale for den enkelte kommunes skoleudvikling.

For mit eget vedkommende har jeg ikke noget imod at være fanebærer med tomme lommer, når jeg slipper for en decentral løndannelse. Det bliver ganske vist svært at undvære de cirka 140 kroner om året (før skat), som den decentrale løn vil betyde for den enkelte i den samlede lærerstand, men jeg er i hvert fald villig til at tage chancen. Om jeg så har skudt mig selv i skolen, vil tiden vise, men jeg tror det ikke.

Jørgen Lund

Vejle Lærerkreds, Kreds 113