I forlængelse af Kristian Fløj-Jensens indlæg på hovedstyrelsesmødet i august, da der blev drøftet principper for konfliktkontingent, og han sagde, at han frygtede, at det fremover ville blive meget vanskeligt at fåældre kolleger til at indse fordelene ved at blive ved med at være medlem, må jeg sige, at faren er særdeles overhængende.

Sagen er jo den, at vi pensionister, hvis DLF får held med at gennemføre sine krav, vil være i den barokke situation, at vi kommer til at finansiere de specielle forbedringer, idet de generelle ydelser, som pensionerne beregnes af, derved svinder ind.

Endnu værre ser situationen ud, hvis foreningen kastes ud i konflikt for derved at opnå de specielle goder. Da skal vi betale til en konflikt, der skal skaffe nogle kolleger forbedringer, der gør den solidariske lønramme mindre, så staten kan spare på pensionerne.

Det er simpelthen at føje spot til skade.

Dette her skal ikke opfattes som et misundelsesindlæg. Jeg synes, at der for de opstillede krav kan argumenteres godt og grundigt. Jeg vil med dette indlæg bare gøre opmærksom på, at vi pensionister ikke vil finde os i, at man begynder at pille ved lønrammen, før pensionerne er på plads.

Vi kræver (kræver!) simpelthen (til gavn, før eller senere, for alle tjenestemænd), at alle løndele skal være pensionsgivende, altså også de løndele, Lykketoft sprang elegant over i 1995.

Vi ved godt, at det bliver svært at råbe finansministeren op, men vi håber, at DLF ikke, som med samordningsfradraget, giver op på forhånd.

Københavns Lærerforenings formand, Jan Trojaborg, siger i samme artikel: 'Med indflydelse følger ansvar'.

Hvis altså I, i DLF's top, får ovenstående pensionsprincipper gennemført, før arbejdsoverenskomsten indgås, vil vi betale konfliktkontingentet med glæde.

Finn Andersen

Herlev