0   186

De andre læser bedre

Danske lærere har meget at lære af svenske og finske læsepædagoger

Rapporten fra Danmarks Pædagogiske Institut (DPI) om nordiske børns læsefærdigheder har været ventet med interesse og længsel, fordi vi gerne vil have kastet lys over det mærkelige fænomen, at danske børn ikke scorede godt i den internationale læseundersøgelse fra 1994.

Det er en stor rapport, og den er gennemgribende hæderlig. Den lægger resultater og præmisser frem, og den foregiver på ingen måde større dokumentationskraft, end dens resultater kan bære. Dermed åbner den for den diskussion, der kan tjene til at nuancere og avancere vores fælles forståelse af lærernes og skolens arbejde med elevernes læsetilegnelse.

Artiklen fortsætter under banneret

To af mine væsentligste konklusioner er:

1. Undersøgelsen er baseret på en forståelse af læsetilegnelsesbegrebet, der bestandigt problematiseres i forskningsdebatten, og dette grundlæggende problem forholder man sig ikke til. Problemet kan formuleres således: Er man dygtig til at identificere bogstaver, fordi man er god til at læse, eller er man god til at læse, fordi man er god til bogstaver?

2. Undersøgelsesresultaterne er hverken repræsentative eller objektivt signifikante, men alligevel af en sådan art, at man efter min opfattelse kan drage langt tydeligere konklusioner, end forfatterne tillader sig.

Disse konklusioner vil være i god overensstemmelse med den nye skolelovs tankegang, men i ringe overensstemmelse med Undervisningsministeriets syn på læsetilegnelse.

Med andre ord: Undersøgelsesresultaterne understøtter den tankegang, at undervisningen i læsning i Danmark må revideres eller måske ligefrem reformeres i retning af mere meningsfuld og funktionel aktivitet og mindre formal træning med bogstaver.

Undervisningsministeriet og DPI har ønsket at få undersøgt:

1. Mulige årsager til observerede forskelle på de danske 3.-klasseelevers læsefærdigheder og læsefærdigheder hos elever i andre nordiske lande på tilsvarende klassetrin, og

2. Undervisningen i andre nordiske lande med henblik på at finde ud af, hvad der eventuelt kan begrunde forskellen i elevernes læsefærdigheder.

Hertil knyttes 'en undersøgelse af, hvilke forudsætninger for læsning elever kunne have ved skolestarten, og hvilke læsefærdigheder elever kunne erhverve sig i løbet af de første skoleår. Ved elevens læseforudsætninger forstås elevens kendskab til læsningens tekniske sprog, det vil primært sige kendskabet til bogstavernes navn og form.' (side 30)

Jeg tager hele citatet med, fordi der heri ligger en forståelse af læsetilegnelsen, som bestemt ikke er uanfægtet. Kendskab til bogstavernes navn og form har ikke nogen direkte funktion i forhold til læsning. Navn og form spiller kun en rolle, når man skal tale om bogstaverne, og kan derved have en indirekte betydning, når man skal undersøge deres funktion og eventuelt deres lyd. Netop den forståelse, at eleverne først skal lære bogstavernes navne, har været den dominerende i dansk læsepædagogik i mange år. Undersøgelsen viser da også, at de danske lærere bruger mere tid på at arbejde med bogstavkendskab end deres finske og svenske kolleger. Opfattelsen spiller også en rolle i de test, der anvendes i undersøgelsen, idet de er bygget op, så bogstavering og identifikation af enkeltstående ord spiller en langt væsentligere rolle end den læsning, der søger efter tekstens mening. Man genkender altså i undersøgelsesmetodikken den læseopfattelse, som kaldes det sekventielle perspektiv på læsning.

Nordlæs-projektet omfatter undersøgelse af elevers forudsætninger ved skolestarten (det vil her sige deres bogstavkendskab), 2.- og 3.-klasse-elevers læsefærdigheder (målt ved sekventielle læsetest), elevernes holdning til læsning og skolen (spørgeskemaer) og karakteristika om lærerne (fakta, interview og spørgeskema). Skolestrukturen (fakta), læseundervisningen (lærerbeskrivelser og observationer), forældreholdninger (interview med udvalgte forældre) og udsagn fra skoleledere (interview).

Rapporten foregiver som nævnt ikke at dokumentere noget på statistisk vis. Resultaterne kan altså kun siges at pege på nogle tendenser eller forhold, som det er værd at reflektere over.

Resultaterne viser, at danske 1.-klassebørn kendte færrest bogstaver og i øvrigt, at der var en større spredning i de danske resultater ved denne prøve end ved en tilsvarende i 1986 (Cecilie-projektet). De danske elever var også mindst stimuleret med oplæsning i hjemmet.

En meget stor procentdel af de finske elever kunne læse allerede ved skolestarten, mens meget få danske kunne. Man kan så overveje, om de finske elever kendte bogstaverne, fordi de hjemmefra havde lært at læse, eller om de kunne læse, fordi de kendte bogstaverne.

Undersøgelsen fra 2. og 3. klasse bekræfter endnu en gang, at de danske elever scorer ringere end de svenske og de finske, og det er igen på læsehastigheden, danskerne er svagere.

Forsøgene på at knytte læsekompetencen sammen med andre faktorer bliver kun overbevisende det sted, hvor vi allerede kender det fra mange andre undersøgelser, nemlig i forholdet til hjemmets betoning af læsning. De hjem, hvori læsning er betydningsfuldt, hvor man køber mange bøger og læser dem, hvor man læser op for børnene og så videre, får bedre læsende børn.

Rapporten gør omhyggeligt rede for en række statistiske overvejelser, som kun er af interesse for specialister, men som dog over for alle læsere antyder, at tolkningen af tallene ikke er en helt enkelt sag, og som for eksempel i opgørelsen over de enkelte klassers placering demonstrerer, at billedet er betydeligt mere nuanceret end 94-rapporten viste. Identifikationen af de enkelte klassers præstationer fører dog ikke til en direkte erkendelse af specielle undervisningsformers effektivitet, hvorimod andre faktorer trækkes frem. (side 91)

Et andet forhold, som nuanceres med denne rapport, er lærernes vurdering af elevernes præstationer. Her er ganske vist igen tale om, at de danske lærere er tilbøjelige til at undervurdere deres elevers præstationsevne, men det synes generelt at være vanskeligt at vurdere især de dårlige læseres præstationer.

I rapporten søger man i et afsnit om baggrundsfaktorer efter forklaringer, der bliver ganske nærgående i en tid, hvor læreruddannelsen er oppe til revision. Det synes klart, at den danske læreruddannelse og skolestruktur giver den danske lærer spinklere grundlag, end den finske og den svenske lærer har, men man kan ikke heraf slutte, at den danske læreruddannelse og skolestruktur er dårligere, for der er andre kvaliteter end lige netop læseundervisning, der skal medtænkes. Men noget må gøres. Rapporten peger på det forhold, at den danske lærer kun ophober liden erfaring i at arbejde med læsebegyndere, og på det forhold, at den danske lærer skal sprede sit potentiale over mange områder, hvor den finske og svenske lærer kan koncentrere sig om en snævrere kvalifikation til læseundervisning.

Mest provokerende bliver rapporten måske i de afsnit, der beskæftiger sig med undervisning. De svenske og finske lærere synes i langt højere grad at realisere individuelle mål for elevernes arbejde, og de synes i højere grad at inddrage eleverne i beslutninger vedrørende undervisningen. Man kan ligefrem få det indtryk, at de i højere grad lever op til den nye danske skolelovs intentioner, end de danske lærere gør det. Specielt påvises det i en kategorisering af fire lærerroller, to roller, der betoner lærerens formidling, og to andre roller, der betoner elevens egenaktivitet. De sidstnævnte roller producerer bedre læsere end de førstnævnte. De danske lærere befandt sig overvejende i den første kategori. Danske lærere laver mere klasseundervisning og mindre gruppearbejde end deres finske og svenske kolleger.

Opsummerende kan man - lidt dristigere end rapportens forfattere gør det - sige:

Undersøgelsen viser, at de danske elever på 3. klassetrin scorer ringere end de svenske og finske. Dette på trods af, at testformen korresponderer til det sekventielle læseundervisningssyn, der dominerer dansk undervisning, og som er mindre fremtrædende i svensk og finsk undervisning. Dansklærere arbejder med bogstaver op i tredje klasse, hvor de finske og svenske lærere for længst har forladt den type arbejde.

Undersøgelsen viser, at danske lærere underviser mere klasseorienteret og i en formidlende form samt mindre differentieret end de svenske og finske lærere.

Danske lærere underviser mere i læsning som et isoleret fænomen, mens især de svenske lærere integrerer læsningen og gør den funktionel. Dette fænomen hænger måske sammen med den anderledes skolestruktur, der giver læreren flere timer sammen med børnene. Finske og svenske lærere (især 3. klasse) vægter læseforståelse mere end de danske lærere. De inddrager faglig læsning tidligere end de danske lærere.

Svenske og finske lærere samarbejder mere med både kolleger og elever end de danske lærere. Svenske og finske lærere gennemgår i højere grad læseundervisningens plan for eleverne end danskerne.

Svenske og finske forældre har friere adgang til klasseværelset end danske forældre.

Undersøgelsen bekræfter hjemmemiljøets betydning.

Rapportens afsluttende afsnit påpeger forsigtigt nogle årsager til forskellene og nogle perspektiver for den danske skole og børneinstitution. Jeg synes, forfatterne burde have været meget mere radikale i deres konklusioner. Meget i rapporten mere end antyder, hvad vi kan lære af svenske og finske lærere. Men ikke bare læseundervisningen i den danske skole skal laves om. Hele samfundets forståelse af dette problem og også forældrenes ansvar skal inddrages i diskussionen.

Set fra én vinkel er det ikke så slemt. De danske børn er i rimelig grad glade for at gå i skole. De danske lærere er fornuftige mennesker, der føler for deres elever, og der kommer faktisk en samling temmelig fornuftige unge mennesker ud af skolens undervisning. Det er bare ikke alene nu, det handler om. Det er om i morgen. Det er om år 2020. Det er om den fremtid, der kun kan håndteres kvalificeret af kvalificerede mennesker. Og kvalifikationer vil fortsat i høj grad erhverves gennem læsning. Derfor skal læsetilegnelsen have den højeste prioritet. Derfor skal vores viden og vores aktiviteter omkring dette tema uddybes og kvalificeres yderligere. Jeg synes, det er en god hæderlig rapport. Som det fremgår, er der mange ting i den, som jeg er uenig i. En undersøgelsesmetodik, der tog udgangspunkt i et andet læsesyn, ville skabe andre resultater. Men som den er, fremdrager den nogle meget ømme punkter, som vi selv skal tage op til analyse og diskussion, før andre bruger dem mod os. Den er et godt bidrag til skolens selvkritik.

Nordlæs - en nordisk undersøgelse af læsefærdigheder i 1. til 3. klasse.

Af Marianne Sommer, Jytte Lau og Jan Mejding, 208 sider, 98 kroner, Danmarks Pædagogiske Institut


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet