Det er et usædvanligt nummer af Folkeskolen, du her sidder med. Det er mig som formand og ikke chefredaktøren, der skriver denne leder. Og bladet i øvrigt adskiller sig også helt fra de almindelige numre af Folkeskolen, idet indholdet er Bysted Kommunikations præsentation af den omfattende medlemsundersøgelse, de har gennemført for foreningen.

Medlemsundersøgelsen giver et samlet og dækkende billede af, hvilke forventninger og holdninger vi som lærere har til arbejdet på skolen. Den giver nogle klare budskaber om, hvad medlemmerne forventer, at Danmarks Lærerforening gør for at understøtte og forbedre deres arbejdsvilkår. Og den fortæller klart, hvor medlemmerne synes, at Danmarks Lærerforening ikke har gjort det godt nok.

Først og fremmest viser medlemsundersøgelsen mig, at vores vigtigste øjeblikkelige opgave som fagforening er at sikre, at folkeskolen får et løft. Undersøgelsen dokumenterer, at lærerne er parate til at tage deres del af ansvaret for, at folkeskolen kommer på højde med fremtidens krav. Lærere er engagerede. De kan lide børn og føler et stort professionelt ansvar for at give eleverne en god og tidssvarende undervisning. Og de bakker op om den pædagogiske nytænkning og de samarbejdsformer, der ligger i den nye folkeskolelov.

Men undersøgelsen er også et endog meget alvorligt advarselssignal til politikerne i kommuner og Folketing. Medlemmerne oplever en markant mangel på opbakning fra politisk hold, når det drejer sig om at sikre skolen mulighed for at leve op til de mange nye krav og forventninger. Medlemmerne synes godt om den nye folkeskolelov, men har ikke de arbejdsvilkår, som kan gøre det muligt for dem at løfte opgaven professionelt tilfredsstillende. Der mangler efter- og videreuddannelse i undervisningsdifferentiering, edb, teamsamarbejde osv. Der mangler ordentlige lokaler og tidssvarende undervisningsmaterialer. Og der mangler en politisk anerkendelse af lærernes arbejdsindsats, samt en politisk forståelse af skolens virkelighed.

Det signal må Folketinget og kommunerne ikke sidde overhørig. Undersøgelsen viser, at der er en klar risiko for, at lærernes engagement tørrer ind, hvis ikke politikerne reagerer og sikrer en sammenhæng mellem de krav, man stiller til skolen og lærerne, og de vilkår, man giver lærerne for at leve op til kravene. Det kræver penge. Men jeg synes, at politikerne bør bide mærke i, at det ikke er til sig selv, men til skolen, lærerne kræver ressourcer. Det bør give genlyd både på Christiansborg og på rådhusene, at lærerne har mistillid til kommunerne som arbejdsgivere. Hvis ikke kommunalpolitikerne tager budskabet alvorligt, må Folketinget gøre dem klart, at forudsætningen for det kommunale ansvar for folkeskolen er, at vi fortsat har en fælles folkeskole med sammenlignelig kvalitet over hele landet.

Undersøgelsen er også et klart signal til Kommunernes Landsforening om, at de er helt ude af trit med virkeligheden, hvis de tror, at de får bedre og mere motiverede lærere ved at indføre lønsystemer, hvor lærerne på skolen skal konkurrere frem for at samarbejde. Undersøgelsen dokumenterer markant, hvad vi hele tiden har sagt: Lærerne vil ikke have individualiserede løngulerødder, for det harmonerer ikke med virkeligheden på skolen og lærerarbejdets karakter. Hvis arbejdsgiverne ønsker at motivere lærerne yderligere, er vejen at sikre os nogle bedre betingelser for at løse opgaverne tilfredsstillende.

Undersøgelsen viser også tydeligt, at de steder, hvor de kommunale arbejdsgivere har håndteret arbejdstidsaftalen med bureaukratisk optællingstyrrani, har lærerne mærket en klar forringelse af arbejdsglæden og muligheden for at yde et godt stykke arbejde. Det er slående, at de steder, hvor akkordaftaler har fjernet unødigt bureaukrati, oplever lærerne det som en klar lettelse, der giver bedre mulighed for at løse opgaverne på en tilfredsstillende måde.

De overordnede meldinger til os som fagforening er altså klare: Vi skal få folketingspolitikerne til at bakke op om den folkeskolelov, de selv har vedtaget. Vi skal få kommunalpolitikerne til at give de nødvendige ressourcer til efter- og videreuddannelse, undervisningsmaterialer og tid til opgaverne. Alle tanker om individualisering af lærerlønnen må skrinlægges. Og udviklingen mod at fjerne den bureaukratiske håndtering af arbejdstidsaftalen til fordel for akkordaftaler må fortsættes.

Også på andre måder er undersøgelsen et utrolig vigtigt arbejdsgrundlag for alle politiske led i foreningen. Undersøgelsen viser f.eks. også, at medlemmerne ønsker en samlet og slagkraftig forening med mindre intern politisk strid. Der er for stor afstand mellem medlemmer og ledelse. Og mindre medlemsgrupper i foreningen synes ikke, at vi gør nok for dem. Vi vil i hovedstyrelsen i den kommende tid bruge undersøgelsen som pejlemærke for, hvilke konkrete forandringer og forbedringer, vi fra centralt hold skal iværksætte for i højere grad at leve op til medlemmernes forventninger.

Jeg håber, at såvel medlemmer som politikere vil sætte sig godt ind i undersøgelsens resultater. God læselyst.

Anni Herfort Andersen