Sidste nyt om uddannelse på dagpenge
Fra juli 1996 får ledige lærere større muligheder for at efteruddanne sig - uden at det går ud over udbetalingen af dagpenge fra DLF/A.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Du kan som ledig i dag normalt kun deltage i uddannelse/ kursus med bevarelse af dagpengene, hvis der er tale om:
- under 20 undervisningstimer pr. uge, og uddannelsen ikke er en del af en uddannelse, der er SU-berettiget
- HF-enkeltfag på under 20 timer
- undervisning svarende til 8.-10. kl. (uanset timetal).
Fra juli 1996 bliver der nu mulighed for at ajourføre og vedligeholde faglige kvalifikationer ved deltagelse i uddannelse under lov om åben uddannelse, hvis:
- DLF/A vurderer, at kurset har tilknytning til enten forudgående uddannelse eller til det faglige område
- undervisningen er begrænset til 6 lektioner eller derunder.
De 6 lektioner kan dog overskrides, hvis uddannelsesstedet dokumenterer, at undervisningen højst svarer til 1/3 studenterårsværk.
Andre muligheder
Vi har (i Folkeskolen nummer 15/16) orienteret mere generelt om uddannelse med ydelser fra DLF/A i en periode med ledighed.
Vi har også en særlig pjece om de aktuelle orlovsmuligheder for ledige og beskæftigede, som vi gerne sender dig.