'Kan en bog, som udelukkende er hjemlånt for elevens egen fornøjelses skyld, betragtes som et undervisningsmiddel - og gør eleven det?'

'Er det vigtige ved for eksempel Peter Høegs romaner og Michael Strunges digte, at de er så dejligt informationsbærende?'

'Temahæftet er med sin opfattelse af skønlitteraturen på direkte kollisionskurs med, hvad der står i læseplanen for dansk.'

For at sige det helt enkelt: Det nye temahæfte om skolebiblioteket kan ikke finde ud af det der med bøgerne, og slet ikke med skønlitteratur og anden fiktion.

Skolebiblioteket og skolebibliotekaren har - langt om længe - fået sin egen vejledning knyttet til den nye folkeskolelov, nemlig temahæftet 'Skolebiblioteker og undervisningsmidler'. Det afløser den gamle håndbog 'Skolebiblioteket 1988' og vejledningen 'Undervisningsmidler 1988/2'. Det er blevet et hæfte, hvor der fortælles godt og inspirerende om alt det, man har valgt at fortælle om. Men det er samtidig et hæfte, som - ved næsten intet at sige om så meget andet - truer med at gøre skolebiblioteket til et informationsteknologisk paradis, eller helvede; alt efter temperament.

Side op og side ned tales der om informationer og adgangen til dem især via edb, mens den bredere kulturelle dimension spises af med halvanden side, som næppe kan overraske eller inspirere ret mange. Dertil kommer enkelte spredte bemærkninger om læsning af skøn- og faglitteratur.

Temahæftet har problemer med sit undervisningsmiddelbegreb, hvad der ikke er helt uvæsentligt, når man tager i betragtning, at dette hæfte er skolens vejledning om netop undervisningsmidler.

Fritidslæsning

Dertil skal lægges, at hæftet overhovedet ikke forholder sig til den passus i folkeskolelovens paragraf 19, stykke 2, som siger, at skolebiblioteket stiller undervisningsmidler til rådighed for skolens undervisning, 'herunder også bøger til elevernes fritidslæsning'.

Nok skrives der et sted smukt om, at skolebiblioteket 'skal støtte og udvikle en læsetradition blandt eleverne, som kan følge dem hele livet og give mulighed for gode kulturelle oplevelser med bøger og andre medier', men det er så også det.

Hvad betyder da formuleringen 'herunder bøger til elevernes fritidslæsning'? Klar er den i hvert fald ikke. De bøger, der stilles til rådighed for fritidslæsning omtales nemlig - ved at bruge ordet 'herunder' - som undervisningsmidler, samtidig med at det tydeligt fremhæves, at det ikke er alle tænkelige undervisningsmidler, men altså kun bøger, som eleverne kan låne hjem. Spørgsmålet melder sig: Kan en bog, som udelukkende er hjemlånt for elevens egen fornøjelses skyld, betragtes som et undervisningsmiddel, og gør eleven det?

Næppe.

Og hvis bogen nu ikke kan betragtes som et undervisningsmiddel, må eleven så overhovedet låne denne bog, hvis vi holder os til lovens ordlyd?

Alle undersøgelser af børns læsevaner peger på, at en meget stor del af de bøger, de lystlæser i deres fritid, er lånt på skolebiblioteket (formentlig knap halvdelen), og den foretrukne litteratur er skønlitteraturen. Børnene selv skelner ikke skarpt mellem folke- og skolebiblioteker; for dem er der tale om to biblioteker, som supplerer hinanden. Skolebiblioteket har tilmed den særlige fordel, at det ligger et sted, hvor man kommer hver dag. Derfor bruger børn også skolebiblioteket i højere grad end folkebiblioteket.

Undervisningsmidler

Uklarhederne forstærkes af temahæftets brug af ordet 'undervisningsmidler', som defineres på side ti. Her skelnes der mellem to typer: 'informationsbærende medier, hvorfra eleverne kan hente informationer' og 'formidlingsværktøjer, som eleverne kan anvende, når de skal bearbejde og formidle de indsamlede informationer'. Det er en definition, som for alvor blev introduceret i Danmarks Skolebiblioteksforenings debatoplæg 'Fremtidens Skolebibliotek' i 1988. Her fremgik det, at skolebiblioteket skulle støtte brugernes informationssøgning, informationsbearbejdning og informationsformidling, altså information mig her og information mig der.

Hvor er skønlitteraturen henne i denne definition, det vil sige danskfagets vigtigste undervisningsmiddel og den litteratur, som eleverne først og fremmest hjemlåner til fritidslæsning?

Den er væk, kort og godt.

For det karakteristiske ved en god roman er jo ikke de informationer, man kan uddrage af den, men den kunstneriske oplevelse, man som læser kan få.

Jeg ved ikke, om forfatterne til temahæftet, når de selv læser romaner, betragter dem som primært 'informationsbærende'. Er det vigtige ved for eksempel Peter Høegs romaner og Michael Strunges digte, at de er så dejligt informationsbærende? Hvis ikke: Hvor er disse teksttyper så henne i temahæftets definition? Og hvor er for eksempel film og tv-dramatik?

Den særlige pointe ved skønlitteraturen, nemlig at den er ord-kunst og ikke cases, bruger den nye undervisningsvejledning for faget dansk megen energi på at tydeliggøre. Skønlitteraturen skal i dansktimerne ikke først og fremmest læses, fordi den rummer visse informationer og problemstillinger, sådan som den i høj grad har været læst i skolen i de sidste 15-20 år. I stedet fremhæves igen og igen den æstetiske dimension, også i fagets formålsparagraf. Temahæftet om undervisningsmidler er dermed i sin opfattelse af skønlitteraturen på direkte kollisionskurs med, hvad der står i 'Dansk 95'.

Når man læser temahæftets mange sider om den nye informationsteknologi og sammenligner med, hvordan og i hvilket omfang bogen som medie præsenteres, kan ingen være i tvivl om, at bogen betragtes som et musealt medie, som kan spises af med nogle pæne ord undervejs.

Det, der er galt, er, at man ikke bruger plads på at placere selve bogmediet i det samlede mediebillede, det bogmedie, som i disse år igen og igen erklæres afgået ved døden, samtidig med at det 1) stadig er skolens mest brugte undervisningsmiddel, 2) bidrager med informationer og oplevelser i skole og fritid for et flertal af eleverne.

Den gamle mand og bogen

Temahæftets illustrationer anslår flere gange stemningen. Det begynder ellers pænt og nydeligt på forsiden med en voksen og et barn, der sammen læser i en bog om edb, i sig selv en meget fin og helhedsorienteret pointe. Men så begynder det også at knibe. På de større fotografier i hæftet ser man overalt børn med blikket rettet mod skærmen, mens de vender boghylderne i rummet ryggen. Af tre helsidesbilleder forestiller det ene en ung pige ved en skærm, mens de to andre viser to absolut ældre herrer hver i selskab med en bog. Der er simpelt hen for mange enkeltelementer i hæftet, som signalerer den omtalte opfattelse af bogen som museal og antikveret teknologi. Det eneste brud på denne linje er nogle små vignetter, som viser læsende børn og børn, som bærer af sted på kæmpe stabler af bøger. Man spørger sig selv, hele temahæftets holdning taget i betragtning, om de er ved at bære bøgerne ud af skolebiblioteket - helt ud?

Torben Weinreich er lektor ved Danmarks Lærerhøjskole.