Dialogspil som planlagt

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Trods negative udsagn på spillekortene er dialogspillet om psykisk arbejdsmiljø nu blevet godkendt til udgivelse af Arbejdsmiljøfondets bestyrelse.

Kommunernes Landsforening (KL) stillede sig i marts måned på bagbenene over for det dialogspil, som Branchesikkerhedsudvalg 12 har udarbejdet om psykisk arbejdsmiljø (Folkeskolen nummer 13). KL mente, at udsagnene på spillekortene var for negative, og de bad om at få en forklaring på den bagvedliggende pædagogik. Det var udsagn som 'Vi er dårlige til at håndtere konflikter', 'Jeg er bange for ledelsen' og 'Vi har ikke klare mål og rammer for skolens virksomhed', KL ikke brød sig om.

Men nu har Arbejdsmiljøfondets bestyrelse altså besluttet, at dialogspillet skal udgives. Det udgives som planlagt sammen med branchevejledningen 'Om at arbejde med psykisk arbejdsmiljø på den enkelte skole eller undervisningsinstitution'. Udgivelsen forventes til september.