Debat
0   155

Sporene kan skræmme

To medlemmer af regeringens tværministerielle børneudvalg rykker til undsætning for en publikation, de selv har taget initiativ til. Der er grund til at lytte og grund til at gå i dialog.

Min anmeldelse var tænkt som et forsøg på at holde ministeriet på sporet, således forstået, at der skulle skrives anderledes, hvis man ønskede lærerne i tale. Min konklusion var, at initiativet var godt, men at der skulle ses kritisk på titelformulering og sprogligt leje. Bekendtgørelsessprog og juridisk prosa med ustandselige paragrafhenvisninger til straffelov og forvaltningslov går ikke til hjertet, og det skal nås, hvis de tre ministerier vil skabe adfærdsændringer hos målgruppen.

Artiklen fortsætter under banneret

Forvaltningsloven har været en vanskelig lov at efterleve, og tavshedspligten har i sine første år skræmt flere, end den har hjulpet til dialog. Alt for mange holdt hellere mund end udsatte sig for at komme i klemme mellem paragrafferne. Men de senere år har vi lært at leve med den og bruge den konstruktivt. Flere og flere arbejder i tværfaglige team, dialogen mellem forvaltningerne er stigende. En ideel sagsbehandling starter med, at forældre, lærer, skolepsykolog og sagsbehandler sidder om samme bord.

John Aasted Halse og Per Schultz Jørgensen finder det sørgeligt, at jeg ikke har fanget synsvinkelen, at lærere ikke blot skal informere forældrene om barnets problemer, men at forældre og lærere skal ind i et konstruktivt samarbejde om barnet. Der har de nok skrevet sig lidt varme. Fra mit daglige arbejde som ledende skolepsykolog har jeg en sikker viden om, at de senere års stigning i antallet af henvisninger til PPR-kontorerne primært skyldes lærernes øgede ansvarlighed for børnenes liv - og ikke blot deres faglige udbytte af skolegangen.

Lærere er mestendels folk, som er oprigtigt optaget af de børn, de underviser. Lærerne har brug for støtte og courage til at involvere sig sammen med forældrene i børnenes trivsel og velfærd, udvikling og indlæring. Men den opbakning får de ikke med den form og det sprog, vejledningen er skrevet i. John Aasted Halse og Per Schultz Jørgensen skriver, at vejledningen skal være en hjælp for den lærer, der vil skærpe sin opmærksomhed over for risikobørnene. Det mål er vi overhovedet ikke uenige om. Men den lærer, der måske har søvnløse nætter over en elevs tilværelsesvilkår, vil næppe kunne motiveres at at 'gå på signalfangst'.

Jeg ønskede i min anmeldelse at påpege, at forventningerne til publikationen ikke skulle sættes for højt. Det var den vurdering, jeg selv havde, og som jeg havde fået bekræftet ved at spørge rundt i min daglige kreds af samarbejdspartnere blandt sagsbehandlere, sundhedsplejersker, lærere og pædagoger. Jeg var i den for en anmelder lidt specielle situation, at mange havde fået bogen samtidig med mig, fordi ministeriet ved dygtigt markedsføringsarbejde havde udsendt bogen i et antal eksemplarer til skolevæsener og socialforvaltninger sammen med annoncering af temadage til 930,- kroner, hvor bogens indhold ville blive uddybet. I næste runde har kommunale chefer købt bogen til deres medarbejdere, for hvem vil ikke gerne medvirke til implementeringen af en bedre dialog.

Alt sammen såre godt. Vi er enige om målet, men hvis systemets folk ikke kan have en dialog om midlerne, bliver dialogen med brugerne næppe heller troværdig.

Ole-Peter Petersen

Smørum


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

LÆS OGSÅ