RANDBEMÆRKNING

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

På genopdagelse

'Genopdag hvad du engang så i din mand på et Pinse Cruise', lød en forårskåd annonce fra DFDS. Annoncen var stadig i mine tanker, da jeg nogle timer senere trillede rundt med min indkøbsvogn ovre i Superbrugsen. For en gangs skyld var det mest mændene, jeg kiggede på, og især de midaldrende - dem med de høje pander, det tunge tråd i kondiskoene og de konvekse vomme, der spændte fritidssættene ud som trikot. Hvad opad tabes, må fremad vindes, ville Dalgas nok have tænkt, hvis han stadig havde været iblandt os.

Men DFDS må jo have et vist belæg for at påstå, at to dage på en Oslobåd er nok til at genfinde den oprindelige Romeo under fritidssættet. Ellers ville forbrugerombudsmanden nok komme efter dem.

Samme eftermiddag læste jeg dette blads omtale af DLF-undersøgelsen. Da jeg var færdig med at more mig over, at medlemmerne vurderer egen status og autoritet højere, end de vurderer standens, noterede jeg mig nogle generelle tendenser.

Eleverne er lidt mere umulige end tidligere, arbejdstidsaftalen har påvirket samarbejdsklimaet i negativ retning, og afstanden til foreningens ledelse er blevet for stor. Kort sagt: Lærerjobbet er ikke, hvad det var.

I øvrigt er der et udbredt ønske om mere og bedre efteruddannelse. Her er det, at DFDS kommer ind i billedet. Mon ikke kursusudvalget alvorligt bør overveje at henlægge næste skoleårs medlemskurser til Oslobådene? Med rederiets bistand må der kunne gennemføres en populær og effektiv kursusrække under fællestitlen: Genopdag hvad du engang så i din folkeskole.

Charivari

Powered by Labrador CMS