At indse den relative gyldighed af ens overbevisninger og alligevel være i stand til at stå urokkelig inde for dem er det, der adskiller et civiliseret menneske fra en barbar.

Joseph Schumpeter

50,4 procent til Netanyahu og 49,6 til Peres i Israel; 30.000 stemmer mellem magt og afmagt!

På samme måde ser det ud til, at præsidentvalget i Rusland mellem beton-kommunisten Sjuganov og Benneton-despoten Jeltsin kan ende med målfoto. Magten går til den, der har flertallet - uanset om forskellen skal måles i promiller.

Er det rigtigt? Og er det demokrati?

Et flertal kan - som de formelle systemer er indrettet - mange steder helt legalt træffe beslutninger, som ud fra en demokratisk holdning er uacceptable.

Et flertal kan tage diskriminerende beslutninger. Men det er udemokratisk.

Et flertal kan også beslutte, hvad der er god og dårlig kunst. Det har intet med demokrati at gøre.

Et flertal kan beslutte, hvad der er 'videnskabelig sandhed'. Det har hverken noget med demokrati eller videnskab at gøre.

Og hvad så?

Dette korte spørgsmål skal der bruges mere end 90 lederlinier til at besvare. Eller rettere: Det kan aldrig afklares. Demokrati er både styreform og holdning. Og demokratiet overlever kun ved hele tiden at være under debat - lever kun ved at give plads til debat.

I dette blad foregår der i disse uger en diskussion om kværulanternes eller dissidenternes rolle. Det begyndte med et spørgsmål, om friheden og retten til at ytre sig kan misbruges; men blev hurtigt til en diskussion, om Finn Andersen, Vagn Madsen og andre hyperaktive debattører skal på tvungen nedtrapning?

Til det sidste er der mindst tre svar: nej, nej og nej.

Når alle skal kunne komme til, må der nødvendigvis være visse færdselsregler, og de skal være kendte og ens for alle. Den vigtigste af disse regler er, at ytringsfriheden er en ret.

Næst efter denne regel kommer noget, som er lige så vigtigt, men som der ikke kan laves paragraffer om: viljen til åbenhed. Demokratiet dør - for nu at bruge store ord - hvis vi uden at ville høre argumenterne udelukker, at andre kan have lidt ret i det, de siger - eller at de kan have ret i lidt af det, de siger.

Lederskribenten er uenig med både Finn Andersen og Vagn Madsen om en del. Men - og her bliver det nødvendigt at bruge jeg-formen - jeg tør hverken skrive under på, at pensionistgenerationen har fået en rimelig behandling på alle punkter, eller på, at enhedsskolen er så lyksalig, som de mest begejstrede fortalere hævder. Både på disse og andre områder er det vigtigt, at der er plads til en Andersen og en Madsen - og Hansen, Jensen og Jørgensen - som kan provokere, anfægte og insistere. Hvert enkelt menneske må så fra sag til sag afprøve argumenternes kvalitet.

Demokratiets flertal har ansvaret for, at der altid er plads til modsigelse. Og hver enkelt demokrat har et personligt ansvar for, at der kan føres en samtale om modsigelserne. At have argumenter er ikke det samme som at have ret. At have magt er ikke nødvendigvis det samme som at have de rette argumenter.

-th

Hvis man udelukker, at den anden kan have ret, dør demokratiet