Alle har en mening om folkeskolen. Det er der ikke noget specielt mærkeligt i, det er jo den eneste offentlige institution, alle vi danskere har et længerevarende og personligt forhold til. Af samme grund er der også lige så mange indgange til debatten, som der er aktører. Jeg mener naturligvis, at en stor del af kritikken har sin rod i vores egne oplevelser med skolen i barneårene. Og det er ganske naturligt.

Debatten om folkeskolen er faktisk både rimelig og nødvendig, og vi er alle kvalificerede debattører, fordi vi kender den indefra.

Blandt debattørerne er de pædagoger, som igennem mange år har haft deres daglige gang på skolerne. Ud over deres egen skolegang har de en pædagogisk uddannelse og en faglig baggrund for at vurdere undervisningen og kulturen på skolen. Som medarbejdere i vores skolefritidsordninger har de skullet virke i skolen, samarbejde med skolen, opbygge ledelsesstrukturer med skolen og samtidig udvikle deres egen identitet og faglighed. Meldingerne fra skolepædagogerne er, at mødet med skolen har været svært.

Det har været svært at få anerkendt sin faglighed, svært at få plads, svært at skabe fælles, faglige rum, og svært som leder af skolefritidsordningen at få sin kompetence respekteret. Derfor har mange ment, at retningen burde vendes, at fritidsordningerne skal ud af skolen igen.

Det vil imidlertid være en fejltagelse. Ikke mindst nu, hvor så mange andre har øje for pædagogernes faglige kvalifikationer i skolen, nu hvor både forældre, pædagogiske debattører, skoleledere og politikere ønsker mere synlige pædagoger i skolen. Ikke kun i skolefritidsordningen, men i skolens hele liv og i undervisningen.

Den udfordring må vi imødekomme, og det kan fungere. Der eksisterer nemlig mange skoler, hvor lærere og pædagoger, på tværs af fagpolitik, har sat sig sammen og formuleret modeller for samarbejde - et samarbejde, hvor børnenes behov vægtes højere end faggrænser. Dette samarbejde udvikles i en erkendelse af, at både undervisningen og pædagogernes arbejde har forandret sig, at der ikke længere eksisterer skarpe grænser mellem pædagogers og læreres virksomhed, at faggrupperne faktisk har inspireret og påvirket hinandens arbejde og valg af pædagogiske metoder. Det vil derfor blive disse forsøg og udviklingsprojekter, som kan give os inspiration til at forme fremtidens børneskole. Og derfor har vi brug for mange flere forsøg og mange flere projekter.

Når BUPL (Forbundet for Pædagoger og Klubfolk) signalerer et positivt syn på 'helhedsskolen', er det derfor ikke strukturen og en forlænget skoledag, vi efterspørger, men helhedssynet på barnet og samarbejdet på tværs. Den lange skoledag med flere traditionelle timer går vi ikke ind for.

Så kære, gamle folkeskole. Pædagogerne skal man ikke være bange for, vi er ikke en trussel. Tænk på os som en ressource og inviter os med indenfor.

Næstformand i BUPL - Forbundet for Pædagoger og Klubfolk.