Det er altid befriende, når der er en lille dreng, der tør råbe, at kongen jo ingen tøj har på.

Det, der bekymrer mig, er, at der stadig er nogen, der påtager sig rollen som skrædder og påstår, at man bare skal være smart nok for at se tøjet.

Det er for mig at se den rolle, formanden for rektorforeningen påtager sig, når han påstår, at der ikke er problemer med fremmødet på landets seminarier. Det siger lidt om hans syn på studerende. De er i hvert fald ikke nogen, der kan have en mening om noget. Og i hvert fald ikke en, der skal tages alvorligt.

Jeg har bare lidt svært ved at se, hvordan man på en uddannelsesinstitution, med et sådant syn på studerende, kan uddanne nogen til at blive ansvarsfulde og seriøse lærere. Og husk, vi er studerende og ikke elever. Den betegnelse er gledet ud af seminarierne for mange år siden, selv om opfattelsen af os tilsyneladende ikke har ændret sig en tøddel!

Den måde, Knud Erik Bank ligeledes får retfærdiggjort det eventuelt manglende fremmøde med de mange andre og meget vigtigere gøremål, studerende har, som at tjene penge, desavouerer vi andres fremmøde og arbejde med det studium, vi trods alt selv har valgt.

Med andre ord: det er helt i orden ikke at møde frem, for vi ved jo, hvor travle mennesker studerende er, og bare der bliver afleveret nogle gode præstationer til eksamen, er alt i den skønneste orden. Helt i tidens ånd!

Det halter bare, for hvor er det samarbejde og de lærerteam, vi hører så meget om, henne? Det kommer ikke ud af den blå luft. Burde det ikke være en del af hverdagen på seminariet? Burde det ikke være en af de fornemste opgaver i studiet at skabe engagement og dermed grobund for samarbejde? Det er jo det, vi skal ud og gøre i det fremtidige arbejde. Men er det overhovedet muligt at samarbejde uden at have lært det som en naturlig ting i vores studium? For mennesker, der ikke møder op, kan ikke være engagerede i det fællesskab, der ligger i undervisning. Uanset hvor undervisningen finder sted.

Men det er måske mig, der har misforstået det med at studere. Jeg troede, at det var det daglige arbejde, der talte, og at vores viden bare skulle testes i en eksamination. Men det er måske bare en god præstation i eksamenssituationen, der angiver, om vi er uddannede som lærer.

Jeg spørger bare mig selv, hvordan man kan blive en god kollega, hvis man har siddet alene i sit studerekammer eller lavet andre vigtige ting og aldrig har prøvet at vokse i en diskussion eller et samvær med andre medstuderende, der har samme mål om at blive en god lærer. Det bliver reproduktion af lærere, man selv har haft, og det er der ikke meget udvikling i, vel?

Bente Krautwald

4. årgang, Odense Seminarium