Til det matematiske læseplansudvalg og sekretariatsgruppen:

Omtrent halvdelen af danske lærere underviser i matematik - det vil sige måske 25.000 lærere, hvoraf cirka ti procent har linjefagsuddannelse. Resten har omregnet haft cirka otte fuldtidsugers matematik på seminariet. Hvordan forestiller I jer, at disse mennesker skal forklare læseplanens dybe mening for forældrene? Mange store og dyre ord, som skal konkretiseres. Hvad skal de fylde i dem? Regner I måske med, at alle 22.500 kommer på kursus?

Til læseplansudvalget har været knyttet en sekretariatsgruppe, som påstås at udgå fra 'vore egne rækker'. Sådan en slags alibi. Jeg tror, at flertallet i denne sekretariatsgruppe har været konsulenter, lærebogsforfattere og matematiske profeter uden vidvinkel. På tryg afstand af 24 timer med idræt i 2., samfundsfag i 9. og klasselærer i 7.

Linjefagsuddannede skriver for andre matematikere - men hvad med otte-ugers-lærerne ude i virkeligheden? Hvad skal de svare på enkle forældrespørgsmål som disse:

- Skal de så ikke kunne gange 6 med 17?

- Viser du dem ikke, hvordan man let ganger 60 med 40?

- Hvis de selv skal finde ud af det, varer det så ikke længe, før de lærer det?

- Må de bruge en hvilken som helst lommeregner - når de nu findes?

- Hvad så hvis man ikke lige har en lommeregner ved hånden?

- Hører det ikke til almen dannelse at kunne regne 14 gange 24 med en blyant?

- Hvordan kontrolleres deres færdigheder til eksamen, når de har en lommeregner?

- Dropper I så også retstavning - vi har stavekontrol derhjemme på maskinen?

- Ja, vores kan oversætte 12.000 ord til seks sprog!

Og så videre - og så er her ikke engang ét dyrt ord.

I har solgt otte-ugers-lærerne.

Ligesom I har solgt de læsesvage elever.

Færdighedsregning er yt - i det mindste i prøvesammenhæng. Her sidder man så med Lise, Ida og Jannik, som kan få både 9, 10 og 11 i en færdighedsregning. Men det er ikke længere interessant, de ved jo ikke, hvad det er de gør alligevel, vel? Matematikken skal intellektualiseres, den skal i det mindste sprogliggøres. Så i stedet for at disse tre læsesvage elever kunne suge lidt selvtillid ud af en færdighedsregning, kan de nu i 8., 9. og 10. klasse tygge på den ene sprogliggjorte problemregningsnovellesamling efter den anden. Uden at forstå halvdelen af det.

'Jamen, vi flikker nogle lette færdigheds-opgaver ind i problemregningen', 'man kan jo indhente sin svage karakter fra problemsættet i den mundtlige prøve' og 'man kan jo få opgaverne indtalt på bånd'!

Ha. Mon beslutningstagerne omkring prøveformen nogensinde har prøvet at spole under tidspres? Og skal man så også have båndoptagelser til hverdag? Og hvem skal indtale det?

Samtidig gør man så også problemregningen sværere. Altså samtidig med at den bliver lettere! Det skal være sværere at få høje karakterer. Sikke et paradoks. Idealet må vel være, at eleverne bliver så dygtige som muligt. At de er til 13 hver og en. Men når de så bliver dygtige og får 11 og 13, såøger vi sværhedsgraden og banker dem ned på 8-9-karakteren igen. De skal bogstavelig talt ikke blive for dygtige! Catch 22. Og de læsesvage elever er solgt. Enten af fagtosserne - eller også er deres muligheder i en færdighedsregning sparet væk af politikere, der ikke vil betale en tredelt eksamen, som man har det i dansk. Og med hensyn til at indhente noget i en mundtlig prøve, så er det Gøg og Gokke-snak. Læsebesvær fremmer ikke formuleringsevnen. Tværtimod.

Kim Krogh

Gentofte Kommunelærerforening

Kreds 19