Ole-Peter Petersen anmelder i Folkeskolen nummer 13 en vejledning om hjælp til børn og unge, udsendt af tre ministerier i november 1995. Overskriften på anmeldelsen er 'Godt initiativ - problematisk bog'. Videre siges det, at der er tale om en 'svag bog' om forældresamarbejde og tavshedspligt - en samling klicheer, der virker, som om de er skrevet af 'lovkontorernes jurister'. Sagt kort: der er ikke meget at hente for den lærer, der står med dagligdagen inde på livet, han skal som hidtil bruge sin sunde fornuft og tage ansvaret for det.

Sådan lyder ordene og dommen - og det er faktisk utrolig synd for noget, der i virkeligheden er et banebrydende projekt. Og ærgerligt af en anmeldelse slet ikke fanger det perspektivrige. Derfor et par nødvendige ord til korrektion.

Hver dag står mange lærere i store dilemmaer med hensyn til, hvordan de skal tackle problemer med børn, der bliver svigtet af forældrene eller på anden måde bliver ladt i stikken. Lærerne kan være usikre over for de signaler, børnene udsender, og de kan have svært ved at møde forældrene på det rigtige tidspunkt - og med de rigtige informationer! Konsekvensen heraf er ofte, at den enkelte lærer viger tilbage for at tage det nødvendige skridt: gennem samtalen at involvere forældrene i den bekymring, han har for barnet.

Det er svært at handle, når et barn er udsat for omsorgssvigt. Regler og retningslinjer spænder ben for en hurtig sagsbehandling, medarbejderne har ikke altid de nødvendige forudsætninger for med rimelig grad af sikkerhed at kunne bedømme, om der i det konkrete tilfælde skal gribes ind. Disse retningslinjer kan ofte give anledning til mange misforståelser og ikke mindst dårligt samarbejde. For eksempel hører man ofte psykologer og socialrådgivere sige, at daginstitution og skole 'alarmerer' for sent, ofte når sagen er blevet så tilspidset, at en anbringelse er den eneste udvej. På den anden side siger pædagoger og lærere ofte, at 'systemet' handler for langsomt, 'når vi har underrettet, sker der intet - og vi hører i hvert fald intet om det'!

Begge typer af påstande kan være rigtige og vidner under alle omstændigheder om gensidig manglende kendskab til hinandens arbejde. Hertil kommer spørgsmålet om, hvorvidt man ved at kontakte socialrådgiver eller psykolog kommer til at overtræde forvaltningslovens regler om tavshedspligt og videregivelse af oplysninger.

På denne baggrund og ud fra nogle konkrete enkeltsager iværksatte regeringens Tværministerielle Børneudvalg udarbejdelsen af publikation: 'Vejledning om hjælp til børn og unge gennem dialog og samarbejde med forældrene'. Vejledningen er i sig selv interessant, fordi den er blevet til på baggrund af et historisk samarbejde mellem Social-, Undervisnings- og Sundhedsministeriet. Hertil kommer, at denne vejledning i vore øjne er særdeles 'brugervenlig'. Den er holdt i et forståeligt sprog og undervejs illustreret med en række praktiske eksempler, der gør det muligt for læseren at identificere sig med de behandlede emner.

Det er da rigtigt, som Ole-Peter Petersen skriver i sin anmeldelse, at det er vigtigt, at medarbejderen i disse svære børnesager bruger sin 'sunde fornuft'. Men den er ikke tilstrækkelig. Der må viden til, en viden, som kan løse op for nogle af de ovenfor omtalte helt dagligdags dilemmaer: hvornår skal jeg indberette, hvem skal jeg tale med, hvordan møder jeg forældrene i den vanskelige samtale og så videre.

Medarbejderne skal gøre de rigtige ting, men rigtige kan de kun blive, hvis de gøres på den rigtige måde! Og i den rigtige ånd - og her er det virkelig sørgeligt, at Ole-Peter Petersen slet ikke fanger synsvinklen. Det handler nemlig ikke om at informere forældrene om, at deres barn har et problem i skolen, som de - forældrene - skal tage sig af. Det handler om, at forældre og lærer skal ind i et samarbejde om at afklare og støtte et barn på vej ind i en konstruktiv udvikling.

Vejledningen vil være en hjælp for den lærer, der vil skærpe sin opmærksomhed over for risikobørnene, og som vil forsøge sig med en ny form for løfterig dialog med forældre.

Ærgerligt, hvis Ole-Peter Petersens dårlige anmeldelse skulle få den effekt, at lærere ikke får fingrene i vejledningen. Den har fortjent bedre, læreren har fortjent bedre. Og det fremtidige samarbejde mellem skole og forældre. Det er nemlig ikke nok bare at bruge sin fornuft og så i øvrigt gøre, som man plejer. Vi har i høj grad brug for et nyt afsæt i indsatsen over for gruppen af risikobørn.

John Aasted Halse

Per Schultz Jørgensen

medlemmer af regeringens Tværministerielle Udvalg