Forhadt regel ændres

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Meget tyder på, at den forhadte 35-procentregel afskaffes inden næste overenskomst. Reglen har indtil nu været, at mindst 35 procent af de stemmeberettigede medlemmer skal stemme nej til et overenskomstresultat, for at det kunne forkastes, hvis det fremsættes som mæglingsforslag efter Forligsmandslovens regler.

Fremover kan et simpelt flertal stemme et overenskomstresultat ned, hvis mere end 40 procent af medlemmerne deltager i en urafstemning. Hvis færre end 40 procent af medlemmerne stemmer, skal mindst 25 procent af de stemmeberettigede sige nej, før et resultat kan forkastes.

Var den regel indført ved sidste urafstemning i forhold til lærerne, var det endt med konflikt.

- Jeg holder fast i, at det bedste vil være, at simpel stemmeflertal afgør resultatet, siger formanden for Danmarks Lærerforening, Anni Herfort.

Hun er desuden meget tilfreds med, at hovedorganisationerne har fået vetoret i forhold til en sammenkædning af afstemningerne. Som det er nu, kan forligsmanden diktere, at forskellige organisationers medlemmer stemmer om et samlet resultat på tværs af organisationerne, selv om man har forhandlet separat.

- Hovedorganisationerne har vetoret. Så hvis Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd siger nej til at sammenkæde en afstemning, kan det ikke lade sig gøre, siger Anni Herfort.

Arbejdsminister Jytte Andersen fremsætter lovforslaget til oktober.