Debat

Ingen grænser

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det er dog efterhånden ved at være en stærk oplevelse at være medlem af Danmarks Lærerforening! - En fagforening, der gang på gang har demonstreret sin eklatante mangel på fornemmelse for medlemmernes holdninger og interesser i forbindelse med kampen for at 'synliggøre' vores arbejde. En forening, der med andre ord har utroligt svært ved at manifestere sig som den almindelige lærers talerør i faglige spørgsmål.

Grunden til, at det står lidt sløjt til for fagforeningen, kan måske være det eminente pressearbejde, der blandt andre varetages af økonom i Danmarks Lærerforening, Lars Blom Salmonsen. Han har fået reduceret folkeskolens problemer til to, hvis man skal tro de citater, der bringes i Politiken den 16. maj 1996 i artiklen 'Skolen nedprioriteret'. Og som det første (og dermed måske også største?) problem nævnes, at de gamle lærere tager en for stor del af kagen! Tænkte jeg det ikke nok! Nu har overlærerne igen haft snabelen nede i kassen! Og her har vi faktisk en af de mere væsentlige forklaringer på miseren i folkeskolen! I øvrigt kunne man i den forbindelse påpege, at der alligevel er nok til alle, hvis kagen er stor nok - det må selv en økonom kunne forstå, ikke mindst hvis han er ansat af en fagforening som Danmarks Lærerforening.

Der er åbenbart ikke grænser for, hvad denne gruppe kolleger skal finde sig i, idet det som regel også er dem, der i den daglige debat i pressen beskyldes for at være sløve, gammeldags og uinspirerede. Lad os dog falde på knæ for ungdom nok en gang og få ført lønkampen ind i egne rækker - så får Kommunernes Landsforening det også lidt nemmere, når der skal indføres 'objektive kriterier' som baggrund for aflønningen inden for folkeskoleområdet.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Jeg håber inderligt, at vores fagforening tager til genmæle over for det, forhåbentligt meget forvanskede, billede, den omtalte artikel tegner af folkeskolens økonomiske problemer, og argumenterer klart for de krav til bedre efteruddannelse og generelle ressourceforbedringer, som den nye folkeskolelov stiller.

Niels Christophersen

Fredericia

Svar:

Jeg har ikke til Politiken udtalt mig om 'folkeskolens problemer' i almindelighed og har derfor ikke, som du har opfattet det, 'reduceret folkeskolens problemer til to'.

Interviewet med mig handlede om samfundets prioritering af folkeskolen og i forbindelse hermed om udgiftsudviklingen. Jeg gjorde i den forbindelse opmærksom på en række forhold, som man bør korrigere for, når Finansministeriet og Kommunernes Landsforening fremlægger statistikker, der viser, at der har været stigende driftsudgifter per elev.

Et af disse forhold er, at kommunerne i en periode har afskediget yngre lærere og undladt nyansættelser. Det har medført, at lærergruppen midlertidigt har fået en højere gennemsnitsanciennitet og dermed en højere gennemsnitsløn. Denne udvikling betyder, at statistikker over udviklingen i folkeskolens lønudgifter overvurderer udviklingen i antallet af lærere.

I artiklen er dette budskab af journalisten beklageligvis blevet omskrevet til sætningen: 'Dels tager de gamle lærere for stor en del af kagen . . .'. Denne misvisende formulering, som jeg tager klart afstand fra, står helt for journalistens egen regning.

Lars Blom Salmonsen

økonom i DLF

Powered by Labrador CMS