ITvindskolernes første år var det mest pædagogikken, der var i søgelyset. Alle kendte verdens største vindmølle. De fleste havde også hørt historierne om endeløse møder, hvor fællesskabet heglede individualistiske syndere igennem, til de gjorde bod, eller om elever, der blev efterladt i udlandet med lidt håndører og besked om, at de kunne blaffe hjem.

Tidligt i 1979 kom Tvinds økonomi i fokus - i øvrigt samtidig med, at Tvindskolernes stifter, Mogens Amdi Petersen, forsvandt fra offentligheden.

Undervisningsministeriet meddelte, at syv skoler havde negativ egenkapital på trods af offentlige tilskud. Pengene endte i stedet i tre anpartsselskaber. Spørgsmålet var så, hvor pengene blev af. I Folkeskolen nummer 17/1979 spurgte skoleleder i Dragør, Karl Brøcher, 'hvad gør de med vores (skatteydernes Redaktionen) penge - sætter dem ind på en konto i Schweiz?'

I de år ekspanderede Tvind kraftigt. Ikke kun i Danmark, for der blev købt plantager i Caribien og ejendomme i en række lande. Officielt skete det for de penge, som lærerne på Tvindskolerne indbetalte til en spareforening, der så ekspederede dem videre til moderselskabet Fælleseje. I 1980 afslørede en rapport fra Rigsrevisionen ikke noget ulovligt.

I begyndelsen af 80'erne forlod de sidste uafhængige bestyrelsesmedlemmer skolesamvirket. Det skete efter en række diskussioner om den pædagogiske linje og økonomien.

- Jeg fandt ud af, at der blev løjet, når vi stillede spørgsmål om konkrete sager. Det kom også til en diskussion om nogle huslejeforhøjelser, som lærergruppen gik ind for, men som jeg som bestyrelsesformand var modstander af, siger Carsten Ringsmose, der var formand for bestyrelsen for Den Rejsende Højskole til marts 1982.

Slutspil

Sagen endte med, at Undervisningsministeriet godkendte de planlagte lejeforhøjelser, og Undervisningsministeriet fandt heller intet forkert i 1985, da der igen blev kigget nærmere på Tvindskolernes økonomi. Den aktuelle sag, der nu ser ud til at føre til, at pengekassen smækkes i, begyndte, da to tidligere studerende på Det Nødvendige Seminarium klagede til undervisningsminister Ole Vig Jensen.

Niina Kinnunen og Eric Weile kunne blandt andet berette, at de samtidig med opholdet på seminariet på deres læreres opfordring pro forma var tilmeldt Den Rejsende Højskole. Uddannelsen på seminariet var ikke tilskudsberettiget, men det var højskoleopholdet.

Undervisningsministeriet reagerede ikke på de to unges henvendelser, før Folkeskolen tog sagen op i nummer 48 og 49/1994.

Tvindskolernes talsmand, Fællesejes bestyrelsesformand, Poul Jørgensen, krævede et omfattende dementi og truede med en retssag, men blev afvist.

Efterfølgende gik Skolesamvirket Tvind til Pressenævnet, der pure frifandt Folkeskolen.

Så rullede sagen. Den øvrige presse begyndte at grave, flere politikere tog sagen op i Folketinget, og Undervisningsministeriet blev nødt til at kigge nærmere på Tvind-skolerne. Rigsrevisionen kulegravede en række skoler, og konklusionen blev, at der var givet en række forkerte oplysninger, at formelt uafhængige skoler i virkeligheden disponerede til fordel for skolesamvirket frem for den enkelte skole, og at 31 skoler, der alle fik statstilskud, havde været involveret.cj