Helhed og heltid

Publiceret

'Klokken 7-8 morgenåbning med pasning af elever.

Klokken 8-13 almindelig skolegang.

Klokken 13-16 valgordning. Tilbudene varieres og varetages af de lærere, børnene har i skolen, og faste pædagoger. (For eksempel musik-teater, gymnastik, madlavning, ture i omegnen, formning og lignende.)

Klokken 16-18 fri leg i hjemlokalerne eller udenfor.

. . . det handler om barnets behov - ikke blot de voksnes' skrev Københavns Amts nuværende borgmester, Vibeke Storm Rasmussen, om det hun kaldte 'heldagsløsningen'. I Socialdemokratiets blad 'Ny Politik' i 1980.

'Børn har behov for større helhed i hverdagen, samtidig med at vi anser aktuelle tiltag - som for eksempel skolepasningsordninger - som værende utilstrækkelige - ja, direkte skadelige' skrev Helga Bugge, John Cederstrøm, Lejf Moos og Johnny Thomassen i 1982 i 'Børneskolen - et oplæg til en alternativ heldagsskole' fra Unge Pædagoger.

Børnene 'efterlades efterhånden med et fastlåst indtryk af skolen som en tvangsanstalt og fritidsaktiviteter som et lystigt tilbud', men 'helhedsskolen skal være en samtidig løsning af en fælles opgave, børnenes socialisering, kvalificering og forældrenes behov for pasning af børnene' skrev Kirsten Krogh-Jespersen og Andreas Strib i bogen 'Helhedsskolen i støbeskeen', som Danmarks Skolelederforening udsendte i 1983.

'Børneinstitutionerne - herunder folkeskolen - har fået overdraget en opgave, som er langt mere vidtgående end tidligere. Set i den sammenhæng er det et stort spørgsmål, om institutionernes afgrænsning er hensigtsmæssig. Behovet for skolepasningsordninger leder tanken hen på en helhedsskole, der giver eleverne større sammenhæng i hverdagen, herunder faste voksenkontakter' står der i 'Skolernes Fremtid - Fremtidens Skole', som Danmarks Lærerforening udsendte i 1983.

'Når man søger at begrunde ændringer i skolen, kan det gøres ud fra et fremtidsperspektiv, som også udtrykker menneskers håb og drømme, og et nutidsperspektiv, som drejer sig om konkrete behov, men også om de aktuelle vilkår, skolen arbejder under. Danmarks Lærerforenings aktuelle tanker om helhedsskole og skolen som lokalt kulturcenter er et ønske om at forene fremtidens krav med nutidens muligheder' skrev Danmarks Lærerforening i debatoplægget 'Helhedsskolen' i 1989.

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Powered by Labrador CMS