Praktik eller ej

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Nogle skoler og seminarier lader studerende overtage undervisningen, når lærerne på skolen skal på samlet efteruddannelse. Det kaldes skoleovertagelse og må ikke forveksles med praktik.

- Det er kun praktik, når der er en praktiklærer til stede, som kan vejlede den lærerstuderende, siger formanden for Praktiklærerforeningen, Torben Roswall.

- I praktik taler den erfarne lærer med den uerfarne praktikant og er på den måde med til at udvikle den studerendes kvalifikationer, så han bliver bedre til at udføre praktisk lærergerning. Uden vejledning er han nødt til at prøve sig frem på må og få, siger Torben Roswall.

Praktiklæreren skal være dygtig til at fåøje på, hvad der sker i klassen, når praktikanten underviser, så de bagefter kan snakke om, hvordan det gik. Og hvorfor det gik, som det gjorde. Derfor skal praktiklæreren være bevidst om sin egen undervisning. Så måske er skoleovertagelserne et symptom på, at nogle praktiklærere ikke er dygtige nok, mener praktiklærernes formand.

På lærerforeningens kongres i november blev det besluttet, at hovedstyrelsen skulle udarbejde retningslinjer for skoleovertagelser.

Det er sket. For fremtiden er det kun lærerstuderende med mindst to studieår bag sig, der må være med. Det skal være frivilligt at deltage, og skoleovertagelsen skal have sammenhæng med lærerudannelsen.

Forløbet skal planlægges og evalueres i samarbejde mellem de studerende og skolens faste personale, og de studerende skal have kendskab til ansvar, rettigheder og pligter, der følger med lærerjobbet, for eksempel sikkerhedsbestemmelser, tavshedspligten og mødepligt.

stan