Debat

Skræmmende perspektiver

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Debatten om anvendelse af decentrale lønmidler har præget debatsiderne siden kongressen. Senest har Lis Kragsaa fra Vestsjællands Lærerkreds spurgt om, hvad foreningens strategi er for afskaffelse af den decentrale løn. Jeg er ikke klar over, om spørgsmålet er stillet til mig, men da jeg nævnes i artiklen, vil jeg gerne give mit bud.

Arbejdsgivernes mål med den decentrale løn i form af kvalifikationsløn og resultatløn på baggrund af en individuel vurdering er et meget skræmmende perspektiv. Det tror jeg, at vi stort set alle er enige om i Danmarks Lærerforening. Så længe strukturen i den decentrale løn medfører, at organisationerne internt slås om puljemidlerne, bliver det arbejdsgiverne, der sætter dagsordenen for midlernes anvendelse. Hvis vi ikke ønsker at anvende midlerne efter arbejdsgivernes principper, står andre organisationer parat i kulissen.

Jeg tror endvidere, at vi er enige om, at behovet for decentrale overenskomstmidler på vores område er stærkt begrænset.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Foreningens strategi er altså at begrænse de decentrale lønmidler mest muligt og undgå intern konkurrence organisationerne imellem.

Det var efter min mening præcis denne strategi, der blev resultatet af kongressens beslutninger i efteråret.

Arbejdsgiverne er gået i en kraftig offensiv for deres ønsker om en individualisering af lønnen. Skal vi undgå de skræmmende perspektiver, er det vigtigt, at vi står sammen om vores strategi og ikke underminerer kongressens beslutninger. Det kan betyde, at kongresbeslutningen i nogle tilfælde isoleret set kan virke uheldig, men det er ofte konsekvenserne, hvis man ønsker at opnå resultater i det faglige arbejde.

Anders Bondo Christensen

medlem af DLF's hovedstyrelse