Debat

Decentral løn - ikke kun varige tillæg

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I flere debatindlæg af kredsformænd med flere, der beklager kongressens vedtagelse omkring den decentrale løn under henvisning til muligheder for: omklassificering, (varige) klasselærertillæg, tillæg til lærere med mange elever i klassen og så videre - mangler jeg nogle aspekter i de fremkomne indlæg.

Da vi jo vedrørende den decentrale løn er 'i pulje' med kommunens øvrige ansatte, kunne det være interessant at få oplyst:

Har de pågældende DLF-kredse gjort sig overvejelser om, hvorvidt forhandlingsmodparten er indstillet på, at lærerne - i år og fremover - skal have en andel forholdsvis svarende til lærernes kommunale lønsum? - Eller vil kommunen finansiere forslag på lærerområdet ved, at andre lønmodtagere i kommunen skal have mindre? - Eller skal andre områder i kommunen (for eksempel 'rådhuslønninger'?) finansieres ved kun at tildele lærerne en mindre andel end den, deres lønsum berettiger til?

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Denne problemstilling, hvor vores arbejsgiver kan spille de forskellige kommunale lønmodtagergrupper ud mod hinanden, er efter min overbevisning et af de væsentlige argumenter mod at befatte sig med decentral løn.

Der findes sikkert kommuner, der - i år?/med aktuel kommunalbestyrelse? - vil være indstillet på at forhandle decentral løn fordelt i forhold til den kommunale lønsum for de ansatte: - der findes også kommuner, der helt klart har erklæret, at de ikke er indstillet på at forhandle ud fra dette.

Skal vi gøre vores fremtidige lønudvikling afhængig af et sådant system?

Spørgsmålet er vel ikke mindre aktuelt af, at kommunerne næppe behøver at frygte lønkonkurrence fra et alternativt (privat) arbejdsmarked for lærere.

Et andet område, det kunne være interessant at få belyst, er:

Har man forestillet sig, at en forhandling med kommunen kun resulterer i gennemførelse af forslag om (varige) tillæg, omklassificeringer og lignende, som kredsene stiller?

Det vil sikkert være en pris at betale i form af uantagelige kommunale forslag om engangstillæg for 'en særlig indsats'. Har man ikke modtaget sådanne forslag i kredsene? Vi har ikke hørt noget om den slags forslag fra ovenævnte tilhængere af at anvende den decentrale løn.

I Gladsaxe Kommune havde kommunen alene fantasi til at foreslå sådanne engangstillæg - i øvrigt til en beløbsramme, der lå himmelvidt fra 'lærernes andel' set i forhold til den udbetalte lønsum.

Svend Lau

kongresdelegeret og kredsstyrelsesmedlem

kreds 20, Bagsværd