Peter Heide Molbæk

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Onsdag d. 6. marts 1996 ophørte Peter Heide Molbæks efterhånden umulige kamp mod sygdommen, og han sov stille ind. Vi nåede kun at have Peter Molbæk tilknyttet Vorrevangskolen i cirka to et halvt år. Alligevel opnåede han at blive en værdsat kollega, som på sin stille og rolige væremåde også havde fået et varmt og godt forhold til sine elever og deres forældre. Det var Peters og skolens planer, at instrumental musik var et af de områder, som han skulle være med til at videreudvikle på skolen. Alle fremtidsplanerne blev imidlertid brutalt ændret for Peter Molbæk, da den hjernesygdom, som han for fem år siden var blevet opereret for, atter brød frem. Trods flere operationer inden for kort tid bevarerede Peter Molbæk udadtil sit gode humør og sin livsvilje. Han gav dog også over for ledelsen ærligt udtryk for, hvilket perspektiv han nødvendigvis måtte se sin hastigt fremadskridende sygdom i, og at han var forberedt herpå. Peter Molbæk vil blive savnet, og han efterlader hos os alle et stort tomrum. Vore tanker går ikke mindst til hans efterladte ægtefælle. Det virker for os alle uforståeligt, at et ungt menneske på 32 år ikke måtte leve længere og ej heller opleve at se sit barn blive født.

Æret være hans minde.

Medarbejderne ved Vorrevangskolen